Udbud med meget større vægt på kvalitet og arbejdsmiljø

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har behandlet en plan for genudbud af driftsopgaverne grøn drift og pleje og renholdelse i bydelene Vesterbro og Brønshøj-Husum, samt kirkegårdsdrift af Brønshøj Kirkegård.

Mens tildelingskriteriet i det nuværende udbud for ”bedste forhold mellem pris og kvalitet” justeres fra de nuværende kriterier, hvor pris vægter 90% og kvalitet vægter 10%, ændres dette til at vægtningen kommer til at hedde 33% kvalitet, 33% arbejdsmiljø og 33% pris – hvilket i øvrigt var foreslået af medarbejderne.
Planen for genudbud viderefører som udgangspunkt det udbud der blev gennemført i 2020, men har bl.a. øget fokus på kvalitet i tildelingskriterierne. Desuden har forvaltningen undersøgt muligheden for at inddrage socialøkonomiske virksomheder i driften af et geografisk afgrænset område i den udbudte drift.
Driftsopgaverne grøn drift og pleje; renhold af veje, cykelstier og pladser; rengøring af ubemandede toiletter og tømning af affaldskurve på Vesterbro og i Brønshøj-Husum samt drift af Brønshøj Kirkegård er udliciteret efter politisk beslutning, og denne udlicitering udløber 31. marts 2027. Borgerrepræsentationen har sidste år besluttet, at driftsopgaverne skal genudbydes. Det blev desuden besluttet, at forvaltningen skal undersøge mulighederne for at inddrage socialøkonomiske virksomheder i drift af et geografisk afgrænset område i den udbudte drift.
Plan for inddragelse af socialøkonomiske virksomheder
Forvaltningen finder, at det ikke vil være sagligt at lægge vægt på en virksomheds juridiske konstruktion i forbindelse med udbud af en offentlig myndigheds opgaver og forvaltningen har derfor ikke hjemmel til, kun at indbyde socialøkonomiske virksomheder til at byde på udvalgte opgaver. Forvaltningen har dog mulighed for at sikre, at små- og mellemstore virksomheder, herunder socialøkonomiske, også har mulighed for at byde på opgaven, ved at tilpasse udbuddet på en måde, som ikke udelukker disse mindre virksomheder.
Dette betyder, at forvaltningen har udpeget to konkrete mindre områder som også vil give mening for socialøkonomiske virksomheder, blandt andet at der indenfor området er opgaver, der har et jævnt driftsbehov med tilbagevendende opgaver såsom renhold, bladopsamling, græsklipning, lugning og beskæring af busketter. Det ene område er Brønshøjparken med et samlet areal på 22.858 m2.

 

Teknik- og Miljøudvalget har godkendt planen for genudbud, og nu vil forvaltningen igangsætte udbudsprocessen. I slutningen af 2026 offentliggøres det, hvilke leverandører der er tildelt kontrakter.
EF