11,8 millioner kroner i tilskud til Energicenter Voldparken

Borgerrepræsentant Bente Møller fra Husum har spurgt Kultur- og Fritidsforvaltningen i København om Energicenter Voldparkens husleje og almindelige driftsomkostninger.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har svaret, at tilskuddet til Energicenter Voldparken i 2025 udgør 11,8 mio. kr., og heraf udgør tilskud til husleje 6 mio. kr. og tilskud til drift 5,8 mio. kr. Forvaltningen oplyser desuden, at der tages forbehold for, at forvaltningen i øjeblikket er i færd med en større oprydning i de forskellige huslejeaftaler, som er indgået med aktører i København. Som en del af dette arbejde udreder forvaltningen arealerne i Energicenter Voldparken i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Københavns Ejendomme.
Endvidere oplyses det, at forvaltningen er i dialog med Energicenter Voldparken om en ny aftale.
Energicenter Voldparken har til huse på den tidligere Voldparkens Skole i Kobbelvænget og er et lokalt idræts- og mødested for frivillige, foreninger og aktiviteter indenfor sundhed, idræt, natur og kultur. Huset rummer også et frivilligcenter samt lokaludvalgets sekretariat.
EF