2700-netavisen ønsker alle et godt og lykkebringende nytår !

Foto: Pixabay

Omsider siger vi farvel til det mildest talt forfærdelige år 2020, som for os alle har været lidt af en prøvelse. Da vi ved samme tid sidste år skulle forberede os på at tage fat på et nyt år, havde ingen forestillet sig, hvad der ventede.

På mange måder har 2020 været præget af dramatik – men Coronaen har haft den suverænt dominerende rolle. Lige fra statsminister Mette Frederiksen lukkede ned i marts og til udgangen af året har den dagligt stået på Corona tal i skiftende størrelse. Og hvad det ellers har ført med sig af restriktioner, minkudryddelse og meget andet. Det har også været året for metoo-bevægelsens comeback, som blandt andet kostede overborgmester Frank Jensen og partiformand Morten Østergaard deres respektive job.

Lokalt har det været en hård tid for butikker, restauranter og andre, der har måttet lukke ned i længere perioder. Og lige nu hvor vi tager afsked med 2020, så er de midt i det hele igen.

Det medførte også en masse aflysninger. Flere koncerter i Kulturhuset, Kulturdag 2020 og Kræmmermarkedet på Bellahøj aflystes, ja vi kunne blive ved.

Indenfor sporten har man også været hårdt ramt – både håndbolden og fodbolden i lokalområdet. Stadion missede en stor chance for oprykning til 1. division, da man fastfrøs turneringen før de afgørende kampe, mens Husum kom i et slutspil som dog endte lykkeligt med oprykning til DS. Men både BB og Fix led også under de restriktioner, der blev udstukket.

Vi lukker dog døren til det gamle år positivt med den længe ventede Corona vaccine, som nu er kommet til landet, og som de fleste af os vil få i løbet af 2021. Og det er et gratis tilbud, som gives til alle. På det område er vi privilegeret i vores lille land.

Netavisen – som i dag er mere læst end nogensinde –  håber på et godt og lykkebringende nytår til alle i 2700-området !