2700-Sportsprisen: Brønshøj har mandskabet til noget større

Det har været et lidt svingende år for bydelens fodboldflagskib. Selvom forventningerne med rette kunne være store, har divisionsholdet virket for ustabilt. Endda til trods for, at det mandskab BB har at råde over burde været stærkt nok til at klare sig helt oppe. Man nåede at kvalificere sig til oprykningsspillet i foråret, hvilket var det vigtigste mål. Bare det at kunne gå på banen uden at spekulere på en evt. nedrykning gjorde, at holdet kunne blive spillet bedre sammen. For Brønshøj har materialet til noget større ! Så mange har håbet på, at sæsonen 2019/2020 ville give det endelige gennembrud. Sådan er det bare ikke helt gået i efteråret, men på en flot afslutning har de sortgule alligevel lagt sig på en fin tredjeplads. Forsvaret er kommet på plads, og det er pludselig blevet svært at score mod hvepsene. Desværre ser Helsingør ud til at snuppe den eneste oprykningsplads, og det er netop dem, BB skal møde ude i forårets første kamp. Nordsjællændernes eneste nederlag i år var til Brønshøj – så det bliver en hed start !!

Vil man give Brønshøj sin stemme, kan det ske på to måder. Enten skal man sende en mail til fa@2700-netavisen – (og tilføje 2700-Sportsprisen). Her nøjes man med at skrive navnet på klubben – og husk, at der kun kan stemmes én gang ! En anden mulighed er at gå ind på netavisens facebookside. Her kan man nøjes med at like under klubbens præsentation. Også her kan man kun stemme én gang !

Afstemningen starter i dag og kører helt frem til nytårsaften kl. 23.59 !