Bill og Brian har fuld gang i årets juletræssalg i Husum

De to julenisser er efterhånden blevet lidt af en institution i bydelen hvert år, når julen nærmer sig, for så skal der traditionen tro sælges juletræer ved Seven Eleven på hjørnet af Frederikssundsvej og Mørkhøjvej.

Og de to brave gutter har sørget for endnu en ladning flotte juletræer, som allerede kan købes nu. Sidste år kunne de to julenisser fejre 10 års jubilæum, og det var der mange trofaste kunder, der reagerede på. De kom med forskellige gaver og hilsener, så både Bill og Brian var helt rørte. Efter en start længere op mod Brønshøj Torv, har parret de seneste mange år haft base i Husum. Netavisen var forbi, da de åbnede salget anno 2025 lørdag, og vi fik en hyggesnak i deres varme campingvogn.

– Vi glæder os hvert år til denne skønne tid, hvor vi atter er leveringsdygtige af juletræer og gran til lokalbefolkningen, sagde de begge samstemmende. – Og det er så skønt, når de samme kunder dukker op hvert år. De ved, vi er der, og de ved vores træer er friske. Vi har aldrig modtaget en klage i den tid, vi har solgt juletræer, og vi har såmænd glade kunder, som kommer med hjemmebagt kage til os.

Der vil være mulighed for at købe juletræer hver dag fra kl. 11-18 og den sidste uge før juleaften kl. 10-19.