Aftenrummet i Bellahøj Kirke om alt det gådefulde ved verden

                                                    ut1 
 
Når man igen åbner i Aftenrummet i Bellahøj Kirke den 6. Oktober, bliver det med tryk på ord og vibrationer. Denne aften byder man på en særlig smagfuld cocktail af digteren Signe Gjessing og den elektroniske musiker Henrik Marstal.
 
Signe Gjessing er uddannet fra forfatterskolen i 2014, har læst teologi og skriver tekster, der flakser rundt i et mystisk, yndefuldt univers. Selv siger hun om Aftenrummet:
 
– Jeg vil læse digte fra forskellige samlinger og fortælle lidt om digtet som medopretholder af universets orden, og den glæde, der er forbundet med den opgave – digtet som tjener i altet.
 
Hun debuterede i 2014 med digtsamlingen Ud i det uløse, der handler om sommerfuglevinger, ølsjatter og alt det gådefulde ved verden. Hvis en digtsamling kan have en farve, vil Ud i det uløse være rosa. Signe skriver ikke pigede, samfundskritiske eller erotiske digte (som mange af nutidens forfattere gør), men metafysisk, dirrende digte, der er stærke og lige ved at gå i stykker. Gjessing bevæger sig mellem teksten og hverdagen, mellem himlen og haven, og det er lige præcis her, man også vil befinde sig denne torsdag.
 
Med på rejsen er musiker, komponist og bloggeren Henrik Marstal, der vil sætte klange til Signes ordbroderier.
 
Aftenrum foregår torsdag den 6. Oktober kl. 19 på Tomsgårdsvej 19. Der serveres et glas vin til turen.