Butikstorv og nye private boliger kickstarter byudvikling i Tingbjerg

Nye private boliger og et indbydende bytorv er blandt de første private investeringer, der skal være med til at indfri den ambitiøse plan om at udvikle Tingbjerg til et mere attraktivt bykvarter.

Projektet set fra hjørnet af Åkandevej/Ruten. Bagerst i billedet ses Tingbjergs ikoniske Tårnhus

En ny, stor dagligvarebutik, cirka 30 attraktive boliger og et nyt fælleshus skal forvandle det grå og nedslidte Lille Torv ved indgangen til Tingbjerg til et lyst, samlende og trygt bytorv. Københavns Kommune har sammen med de almene boligselskaber fsb og Samvirkende Boligselskaber (SAB) sat skub i udviklingen af Tingbjerg-Husum med en ambitiøs byudviklingsstrategi.

I næste uge bliver forslaget til lokalplanen for Lille Torv behandlet af Københavns politikere.

– Vi har ambitioner for Tingbjerg, som ligger skønt ved grønne områder og har potentiale til at blive et meget mere attraktivt kvarter. Tingbjerg-Husum har været inde i en positiv udvikling de senere år, og vi vil gerne styrke bydelen endnu mere, bl.a. ved at få private boliger ind i området, skabe et velfungerende butiksliv og ved at åbne bydelen for det øvrige København, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Tæt samarbejde med private investorer

I boligselskabet SAB, der er den nuværende ejer af Lille Torv, byder formand John B. Sørensen udviklingen velkommen:

– Tingbjerg er en af SAB’s bedst beliggende boligafdelinger med kvalitetsboliger til prisen. Jeg ser på beboernes vegne frem til, at vi får løftet indgangen til Tingbjerg med et flot, nyt butikstorv og boliger med udsigt over mosen. Fornyelsen af Lille Torv er starten på en ny fortælling om et dejligt byområde.

Hos boligselskabet fsb ser man også frem til samarbejdet med private investorer.

– fsb ønsker en ambitiøs udvikling af Tingbjerg som en grøn og åben boligby med endnu flere lokale arbejdspladser. For at det skal lykkes, er der brug for nye investeringer i bydelen. Nye butikker og nye boliger lige ved mosen er til gavn for alle beboere og et stærkt signal om en ny udvikling af Tingbjerg, hvor vi som boligorganisationer samarbejder tæt med private investorer, lyder det fra fsb’s formand Steen Søndergaard Thomsen.

Ny ejer af Lille Torv

Udviklingen af Lille Torv sker i samarbejde med den private ejendomsudvikler Innovater, som har indgået aftale med SAB om at købe Lille Torv. Dermed bliver Innovater bygherre på projektet, som består af rækkehuse, lejligheder, en stor Lidl dagligvarebutik, mindre butikker, beboerhus og et værested omkranset af indbydende grønne fællesarealer.

– Vi glæder os over, at vi efter et positivt samarbejde med SAB, Københavns Kommune, Lidl og de lokale beboere nu står med et projekt, der har opbakning fra alle involverede parter. Tingbjerg er en smuk bydel i København, og vi glæder os til at kunne tilbyde nye beboere og erhvervsdrivende en plads i området og samtidig markere indgangen til Tingbjerg med et nyt byggeri i en kvalitet, som bydelen fortjener,” siger Morten Lykke, adm. direktør og medejer af Innovater.

Projektet set fra luften. Bag projektet ses krydset Åkandevej/Ruten, Utterslev Mose og København.

En af de private virksomheder, der har medvirket til at gøre det muligt for Innovater at investere i Lille Torv, er dagligvarekæden Lidl, som åbner ny butik på 1805 kvadratmeter.

 

– Vi er meget glade for at være med til at videreudvikle området i Tingbjerg, og vi ser frem til at præsentere borgerne for vores nyeste butikskoncept, som er specialdesignet til give den moderne forbruger en indkøbsoplevelse ud over det sædvanlige. Med vores nyeste butiksdesign kan kunden shoppe i et inspirerende miljø med let adgang til og overblik over varerne, og hvor omtanke for miljøet er et gennemgribende element, fortæller Lidl’s udviklings- og ejendomsdirektør Mads T. Nielsen.

Lokalplan på vej

Efter planen skal omdannelsen af Lille Torv suppleres med nye offentlige funktioner og endnu flere private boliger i Tingbjerg. Samarbejdet omkring Lille Torv er derfor en vigtig start på den ambitiøse plan for byudviklingen i området.

– København har i et tæt samarbejde med de almene boligorganisationer taget hul på et ambitiøst og langsigtet arbejde med at løfte vores udsatte byområder. Vi skal give de udsatte byområder et mere attraktivt byliv med gode byrum og mere bynatur, så flere mennesker får lyst til at opholde sig i området. Det er den bedste måde at øge trygheden, og det er projektet med Lille Torv i Tingbjerg et godt eksempel på, siger Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Tingbjerg gennemgår i disse år omfattende renoveringer, og til sommer åbner det arkitektonisk spændende Kulturhus i forlængelse af Tingbjerg Skole, som er tegnet af COBE Arkitekter. Herefter kan Lille Torv følge trop og bane vejen for den videre udvikling af Tingbjergs hovedgade, Ruten.

Forslaget til lokalplanen for Lille Torv skal i offentlig høring til april. Lokalplanen forventes godkendt i efteråret 2017, hvorefter Innovater kan sætte byggeprojektet i gang.

Det nye Lille Torv forventes at stå færdig i midten af 2019.

FAKTA

Kort om Lille Torv

Det private ejendomsudviklingsselskab Innovater har købt grunden og butikscenteret på Lille Torv i Tingbjerg af SAB. Formålet er at opføre nye butikker og private boliger i et projekt i den byudviklingsstrategi, Københavns Kommune og de almennyttige boligselskaber fsb og SAB samarbejder om at indfri.