I denne uge er der ægte lyd af amerikansk blues i Pilegården

På onsdag den 27. september kl. 20 er der bluesrock for kendere i Pilegården. Den lokale musikforening Music House Brønshøj har lokket den prisbelønnede amerikanske bluesmand Mike Zito til Brønshøj. 

Mike Zito begyndte at synge som 5-årig, og som teenager havde han allerede banet sig vej ind på musikscenen i hjembyen St. Louis. Han forelskede sig hurtigt i bluesgenren og i countrysangernes måde at fortælle historier på, og det høres tydeligt i hans musik, som også nyder godt af rockmusikkens slagkraft. Fra 1998 og i årene fremefter har Mike Zito udgivet hele 12 albums, vundet adskillige Blues Music Awards og turneret i USA, Canada og Europa.

Entrébilletten koster 140 kr. og medlemmer af musikforeningen får refunderet 20 kr. i døren. Koncerten er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Københavns Kommunes Musikudvalg & Statens Kunstfond.

Wave Blues Band & Rainy Day Blues Band

Torsdag d. 28. september kl. 20 begiver hele ni danske bluesmusikere fordelt på to bands sig igen på scenen i Pilegården. Her bliver der både disket op med gruppernes eget materiale og fortolkninger af bluesmestre som Muddy Waters og John Lee Hooker. Wave Blues Band kipper desuden med flaget til navne Etta James, Koko Taylor og Nina Simone med deres repertoire, som også byder på et par jazzballader. Billetter til denne dobbeltkoncert koster 100 kr.

 

Medlemmer af musikforeningen Music House Brønshøj får refunderet 20 kr. i døren. Koncerten er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg & Statens Kunstfond.