Fra tiden før Brønshøj blev indlemmet i København

HISTORIE: På netavisen ved vi, at læserne elsker gammel lokalhistorie. Derfor har vi fra Poul Moes fremragende bog “Det gamle Brønshøj- og det nye” lånt et afsnit om tiden før Brønshøjs indlemmelse i København. “Den gamle landsby” hedder det, og her får vi et interessant og hyggeligt indtryk fra den periode. Og så er vi glade for, at Kaare Vissing er blevet tilknyttet redaktionen. Ingen kan som han skildre det gamle Brønshøj. Der er noget at glæde sig til.

Mest gik livet i landsbyen sin stille gang gennem de skiftende tider. Det var kun sjældent, dagens rytme blev brudt af større begivenheder, og skete der noget, vidste alle det næsten i samme øjeblik. Alle i det lille samfund kendte hinanden – og vidste alt om hinanden. Det kunne ikke undgås. Dertil gik snakken for livligt. Det har utvivlsomt haft sine ulemper, men det må samtidig have givet en egen følelse af fællesskab.

Rundt om torvet lå de gamle stråtækte gårde og huse, og ved siden af kirken den gamle præstegård og degneboligen. Udenfor landsbyen strakte markerne sig så langt, øjet rakte både mod København, Vanløse og Gladsakse. Bønderne fra Brønshøj kørte den lange vej til København med deres produkter, og for bønderne udefra blev Brønshøj en mellemstation på vejen til byen.

De gamle idylliske kærhuse overfor gadekæret var hyggelige, små landsbyhuse. Til højre på billedet skimtes “Pilegården”.

Det kunne hænde, at freden blev brudt af stridigheder, slagsmål og overfald. I de fleste tilfælde var der spiritus med i spillet. Heller ikke mere blodige begivenheder som mord var noget ukendt i datidens Brønshøj. Ofte var sindene i lang tid optaget af en eller anden sag. De fleste tvister blev afgjort på birketinget i Ballerup, hvor der fra hvert eneste sogn måtte møde tingmænd, der besynderligt nok foruden at være vidner også ofte var stedfortrædere for de stævnede parter.

Livet i landsbyen levedes indenfor rammerne af de hævdvundne sæder og skikke. Disse dannede baggrunden for bedømmelsen af de fleste overtrædelser, og for de der var uheldige at falde udenfor rammerne, kunne det være katastrofalt.

Udadtil gik livet som det fra gammel tid var gået i tusinde andre danske landsbyer. Rent praktisk havde man her ordnet sig som andre steder. Man havde bylauget med en oldermand som formand. Indenfor sognet var lauget i mange spørgsmål den afgørende faktor.

Med undtagelse af de krigsperioder, hvor Brønshøj blev direkte impliceret, gik de fleste af tidernes større begivenheder temmelig sporløst hen over den gamle landsby. Her levede man i sin egen lille verden, hvor spørgsmål som hvem der fra København havde besøgt præsten i højere grad optog sindene, end det der skete ude i verden. Derfor var det en begivenhed af betydning, da et af de rytterregimenter, som Frederik IV i 1718 oprettede, fik sit hjemsted i Brønshøj. Regimentets mandskab var udskrevet blandt vornede bønder, og officererne var som regel tyske. Regimentet satte sit præg på landsbyen, men som det siges i en af de gamle beretninger, bidrog soldaternes ankomst ikke til at højne moralen.

(Vi følger nok op på “Det gamle Brønshøj” ved en senere lejlighed)..