Carlstad til låns ...

Foto: Michael O. S. Jørgensen

Det er ikke kun lokale folk, der nyder godt af Carlstadudstillingen, som gemmer sig under Rytterskolens tag. En enkelt figuropstilling fra udstillingen har netop begivet sig ud på en lille midlertidig rejse.

Turen går dog ikke længere væk end ca. 6 km. til hjørnet af Stormgade og H. C. Andersens Boulevard, hvor STORM20 åbnede sidste sommer. Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal står bag Storm20, som rummer både et kreativ værksted, café, arrangementer og workshops. Storm20 er et uformelt og eksperimenterende miljø, dedikeret til Københavns historie og kunst.

Figuropstillingen bliver udlånt i en periode i forbindelse med et foredrag lørdag d. 10. februar, hvor deltagerne fik forklaringen på, hvorfor Stormgade fik sit navn og historien om den svenske belejring i 1657-60. Foredragsholderen var Brønshøjs egen Carlstad-ekspert, Lars Cramer-Petersen, som også er ophavsmanden til den udlånte figuropstilling. Som billedet ovenfor afslører har Lars Cramer-Petersen et temmelig godt håndelag, for de små figurer er lavet i målestoksforholdet 1:32. De kreative folk i Storm20 vil sikkert også kunne finde en god dosis kreativ inspiration alene i den tekniske udførsel i den kommende tid.

De planlagte omvisninger i Carlstad-udstillingen bliver ikke påvirket af udlånet. Næste gratis omvisning i Rytterskolen på Brønshøj Torv er søndag den 18. februar kl. 13.