Figurative malerier møder abstrakte motiver

Figurative malerier møder abstrakte motiver på månedens udstilling i Pilegården. Alle er velkomne til ferniseringen mandag den 7. maj kl. 16-18.

Marianne Laursen har beskæftiget sig med maleriet i mange år både som underviser i folkeskolen og ved selv at male. Hun har i en årrække malet på Mads Ryes malerskole og specielt de sidste 10–12 år har billedproduktionen taget fart.

– Mine malerier er ofte figurative, men jeg eksperimenterer også med abstrakte motiver. Når jeg maler figurativt arbejder jeg med oliemaling og maler ofte efter foto, jeg har taget på rejser eller i mit nære miljø. Jeg holder af at male naturen og nogle gange fokusere på en enkelt detalje – en valmue, en snerle, en palme m.m. I mange af mine malerier ønsker jeg at vise en stemning i forskelligt slags vejr, ved et barns leg eller blot ved at portrættere en person. forklarer udstilleren.

De abstrakte malerier er oftest malet med akryl, men Marianne Laursen mikser også med andre materialer som blæk og olie.

Udstillingen kan ses hele maj måned indenfor Café Pilens åbningstid.