I dag slutter et over 100 år gammelt kapitel i Brønshøj

For lørdag lukker et af Brønshøjs populæreste værtshuse Bondestuen på Frederiksundsvej 153. Det havde ikke mange drømt om for bare et år siden, men ejendommen blev i april/maj købt op og meningen er, at den skal moderniseres og udelukkende bruges til beboelse. Dermed er mange menneskers stamsted dødsdømt. Et tilholdssted man elskede at komme i lukkes definitivt, og et gammelt og hæderkronet kapitel i Brønshøjs historie afsluttes dermed.

Forståligt nok var det en meget trist Gitte Hansen, netavisen løb på, da vi kiggede indenfor tirsdag eftermiddag. Hun overtog den ene halvdel af Bondestuen i 1987 resten i 2005. Så tanken om at det sted, hun har levet i, siden hun som bare fireårig “gik til hånde” i krostuen og hjalp sin far Bent Hansen, nu skal lukke, har virkelig gjort ondt. – Jeg er syg af sorg, fortæller hun, – og jeg er ikke den eneste, der har det skidt. Alle mine stamkunder sørger også. Flere af dem er kommet her altid, og krostuen har nærmest været en opholdsstue, hvor man kunne hygge sig og møde mennesker at tale med.

At det kommer helt bag på mig viser den kendsgerning, at jeg den 1. marts skal være ude af min lejlighed på 1. sal, uden at have noget andet på hånden. Jeg bliver simpelthen sat på gaden. Det er så uvirkeligt, når jeg tænker på, at det har været i familiens eje i 120 år. Helt ærligt regnede jeg da med at blive her i mange, mange år endnu. Men nej – stueetagen skal nu tilsyneladende forvandles til beboelse, og så er krostuen en saga blot,

Da netavisen kiggede indenfor sad mange mennesker i krostuen og talte sammen over en øl. Der var gang i billarden, og lokalet var pænt røgfyldt og emmede af hygge.

– De fleste er godt klar over, at lørdag er sidste dag, fortsætter Gitte Hansen. – Der bliver ingen festivitas, men alt øl og spiritus sælges for en 10’er pr. genstand, og så kommer der lidt snacks på bordene. Dermed vil jeg af hele mit hjerte sige en stor tak for mange gode år. Hverdagen bliver ikke den samme, og jeg kommer til at savne en masse gode venner.

På nederste billede ser man krofatter med familie og tilløbne legekammerater opstillet til ære for fotografen foran “Café Bondestuen” på Frederikssundsvej 153, der formentlig blev etableret et godt stykke tid før århundredeskiftet. Her var servering i baghaven og “fri gynge” til børnene. Billedet er fra omkring 1920.