Brønshøj tabte træningskampen 0-1 til Vanløse

 

Selvom spillet er ved at være der, kan det godt give lidt panderynker, når BB kun har formået at score to mål i træningskampene før turneringsstarten den 3.-4. august. De kom mod Chicago Bridges i Herfølge og mod Avarta på Tingbjerg. Og lægger man det sammen med afslutningen på foråret, så er det kun blevet til en eneste sejr i 10 kampe. Men som sagt – det bliver bedre og bedre for hver træningskamp – så på søndag i næste uge skal premierekampen vise, hvor BB står nu.

Kampen i Vanløse var intens, det er det jo altid, når BB møder VIF, og efter 0-0 ved pausen fik hjemmeholdet sit sejrsmål efter 64 minutter af 2. halvleg.

Søndag den 4. august gælder det så tilbagevendte Holbæk på udebane. Det er aldrig nemt at spille på nordvestsjællændernes hjemmebane, så der venter BB en hård kamp !