Lokal skolehåndboldturnering har finalestævne i Bellahøj Hallerne
300 elever fra Brønshøj, Husum og Vanløses 3. – 5. klasser har deltaget i den lokale skolehåndboldturnering, som skal give flere børn lyst til at spille håndbold i fritiden. Turneringen afsluttes med stort finalestævne den 24. april i Bellahøj-hallerne.
Bellahøj-hallerne bliver fyldt med aktivitet den 24. april, når eleverne fra de lokale skoler snører indendørsskoene og griber håndbolden til finalestævnet i den lokale skolehåndboldturnering. Skolehåndboldturneringen er en del af projektet ’Håndbolden tilbage i København’, som Dansk Håndbold Forbund og Københavns Kommune har søsat for at vende den negative medlemsudvikling i Københavns håndboldforeninger, hvor antallet af medlemmer er faldet drastisk med 5.877 i 2006 til blot 3.124 i 2013.
– Med skolehåndturneringen vil vi gerne sætte fokus på sporten og give flere børn lyst til at prøve at spille håndbold i fritiden, så vi kan knække den negative kurve. Men samtidigt vil også gerne give børnene en oplevelse af, at håndbold er langt mere end at kaste med en bold på 20 x 40 meter. Håndbold er også fællesskab og kammeratskab både på og uden for banen, siger Tom Jensen, som er projektleder på ’Håndbolden tilbage til København’
Festligt finalestævne
Skolehåndboldturneringen har bestået af en række indledende runder og kulminerer med finalestævnet i Bellahøj-hallerne, hvor vinderne af de indledende runder deltager. Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen åbner stævnet kl. 8.00. Derudover vil landsholdspiller Bo Spellerberg, som er opvokset i de Københavnske håndboldhaller, være på besøg. Bo Spellerberg har valgt at bakke op om projekt ’Håndbolden tilbage til København’ og skolehåndboldturneringen, da han ønsker, at der også i fremtiden skal være håndbold i København.
– Jeg har selv haft min håndboldopvækst i det københavnske haller med mange gode minder. Det ønsker jeg også, at andre børn og unge skal have mulighed for. Derfor vil jeg gerne støtte op omkring projektet, forklarer Bo Spellerberg.
Deltagerne og tilskuerne kan desuden se frem til aktiviteter både på og uden for banen. Der vil være DJ og speaker til kampene, som skal være med til at skabe en god og festlig stemning i hallen. Derudover vil der være mulighed for at krydre oplevelsen med en tur i playzone, hvor man kan teste sine håndbold-evner og se, hvor hårdt man kan skyde og hvor højt man kan hoppe. Med de mange aktiviteter håber arrangørerne, at det vil være med til at skabe stor opbakning til finalestævnet i skolehåndboldturneringen.
Fakta om skolehåndboldturneringen
Det er håndboldklubberne VHC Vidar, IF Stadion og BK Freja som arrangerer skolehåndboldturneringen i samarbejde med DHF – Håndbold Region Øst. Turneringen har bestået af 4 indledende runder, som løb af stablen fra den 8. – 11. april og kulminerer med finalestævnet den 24. april i Bellahøj-hallerne.
Følgende skoler har deltaget: Katrinedals Skole, Bellahøj Skole og Tingbjerg Skole.