Tilbage på 1. pladsen

Som lovet bringer vi her et nærmere referat af dagens kamp.

Der var brug for tre point i dag mod Tårnby FF, og spillerne leverede i den grad. Tårnby FF blev nemlig besejret 2-0 efter en stærk sidste time på Tingbjerg Ground. Mathias Veltz og Rasmus Suhr scorede målene og sparkede os tilbage på 1. pladsen.

tekst: Christian Haslund, Brønshøj Boldklub 

Jubel over og fejring af Veltz mål til 1-0 (foto: Thomas Løser)

Det tegnede til at blive en kamp med gang i den, for allerede efter to minutter have begge hold været nærgående. Men det skulle vise sig at blive chancefattigt i 1. halvleg.

I de første 30 minutter af kampen var det med Tårnby mest på spillet, men det blev kun til en farlig afslutning. Den var til gengæld godt sparket, men heldigt for os, så ramte bolden trekantssammenføjningen.

Vi får bedre fat

Det sidste kvarter af 1. halvleg blev vi bedre og fik tingene til at hænge sammen. Vi kom frem til flere chancer og det lugtede af mål. Det kom også i det 42. minut, da Mads Hashiba headede bolden frem til Veltz, som fik prikket bolden forbi sin modstander, inden han bankede bolden i kassen. 1-0 til os.

Det gode spil fortsatte i 2. halvleg, hvor det meste af spillet foregik på gæsternes banehalvdel. Det blev også til fine chancer, og i det 68. minut kom kampens andet mål.

Nicholas Marfelt slog et fantastisk hjørnespark mod bagerste stolpe. Her stod Suhr umarkeret og med et kraftfuldt hovedstød, stangede han bolden i nettet. 2-0.

Tilbage på 1. pladsen

Resten af halvleg foregik med os i kontrol og lidt flere chancer, men der kom ikke flere mål.

Vi kan dog glæde os over at være tilbage på 1. pladsen, da Karlslunde snublede hjemme mod B1908. Sejren i dag betyder også, at vinder vi på lørdag ude mod GVI, så er vi sikre på oprykningsspillet.

Så en rigtig festdag i dag, hvor vi også fik sæsonens andet clean sheet, men også fik hyldet vores ungdomshold i pausen. Her var U13D, U14P-2 og U17D i fokus, da de havde vundet deres række.

Men der skal holdes fuld fokus i de to sidste kampe, da intet skal tages for give i vores pulje i Danmarksserien.

Kampen blev overværet af 939 tilskuere – meget imponerende !