Brønshøj Stenhuggeri tager på hjemmebesøg hos lokale borgere

Som en ekstra service tager Brønshøj Stenhuggeri på hjemmebesøg hos de lokale borgere, som har svært ved selv at møde op på firmaets adresse Frederikssundsvej 242 i bydelen.

– Ja det er noget, vi er meget glade for at kunne tilbyde, fortæller bestyreren for Brønshøj afdelingen Annette Zacho Maarup til netavisen. – Vi har mange gange oplevet, at folk har haft svært ved selv at møde op, og derfor har vi indført disse hjemmebesøg, men dog kun i 2700 – lokalområdet.

Her bliver tingene gennemgået grundigt. Annette Zacho Maarup sammen med Lene Karoli, siddende på sengekanten i sin egen lejlighed.

Netavisen fik for nylig lejlighed til at tage med på et af disse hjemmebesøg, og det var en meget positiv oplevelse. Her fik vi ved selvsyn konstateret, hvor stor glæde og betydning, det har for folk, der enten er f.eks. syge eller svagt gående.

Forinden mødet havde man talt meget i telefon omkring kundens ønsker, og nu kunne Annette Zacho Maarup selv møde op og præsentere resultatet. Det blev for øvrigt modtaget med stor begejstring.

Det viste sig, at den klient vi besøgte, var en god gammel kending af bydelen nemlig Lene Karoli, som i mange år sammen med sin mand havde den spændende butik “Graceland”, der lå på Frederikssundsvej 320 midt på Husum Torv. Det var en af de butikker, der aldrig var kedelig at besøge. I starten lagde man mest vægt på cowboytøj og bælter, man selv fremstillede, og det var en stor succes.

– Men jeg fandt undervejs ud af ikke kun at lade vores tøjudvalg følge de unge, men også de mere modne, og det havde glædede mange, fortæller Lene Karoli, som har boet i Husum i 42 år. – Ak ja dengang lå der mange butikker i bydelen, her var langt mere liv. I dag er det stilnet gevaldigt af. Det er lidt trist.

– Når jeg satte mig i forbindelse med Annette, er det fordi, jeg skal have sat en sten på min afdøde mands grav. Han døde i 2021, men da jeg på det tidspunkt og siden selv har været meget syg, har det ikke være muligt for mig før nu. Derfor er jeg lykkelig over, at jeg nu i samarbejde med Annette kan få det lavet. Og hun har været ganske enestående i det her forløb. I min situation, hvor jeg både er afhængig af kørestol, trappelift, rollator og transport i det hele taget, så er det dejligt, at få det hele klaret i min egen lejlighed, slutter Lene Karoli.

Lige så glad er Annette Zacho Maarup. – Jeg bliver simpelthen så lykkelig over at vi kan hjælpe på den måde, siger hun til netavisen. – Vi klarer det hele i fællesskab, og det vigtigste er naturligvis, at resultatet bliver det optimalt ønskede.