Fit&Sund Brønshøj hjælper med støtte til fysioterapi i Ukraine
Fit&Sund Brønshøj har startet nyt projekt, hvor der skal samles udstyr til et hospital i Ukraine. Medejer Nicolas Nyemann er initiativtager, og han håber på stor opbakning fra borgere, virksomheder og samarbejdspartnere. Behovet for genoptræning i Ukraine er på grund af krigen steget voldsomt. Hverken personale eller bygninger er gearet til dette massive pres.
Her står Nicholas sammen med nogle fysioterapeuter fra hospitalet, og de holder det udstyr, han havde med.
– Jeg læste en artikel om en klinik i Ukraine, og den gjorde stort indtryk, fortæller Nicolas Nyemann til netavisen. – Hold da op.. De manglede masser af udstyr, og jeg følte, jeg måtte handle. Så nu håber jeg, at vi igennem Fit&Sund, med 42 fitnesscentre og sundhedshuse fordelt udover hele landet, kan skaffe hvad der skal bruges.
Hospitalet i Ukraine har fokus på genoptræning og rehabilitering af soldater, der kommer hjem fra fronten med skader og traumer. Der er plads til omkring 40 indlagte, men der kommer også en del i løbet af dagen for at genoptræne.
Inviteret til Ukraine
Nicolas blev inviteret ned for med egne øjne at se hospitalet, og tog den 21. april sammen med organisationen Ambulances for Ukraine turen til det krigshærgede land.
– Det var så heldigt, at den organisation, der har hjulpet mig med at finde hospitalet skulle derned med medicinsk udstyr. Derfor kørte jeg en af de biler, der skulle doneres. Udover to ambulancer og to 4-hjulstrækkere, så afleverede vi også blodplasma til forskellige enheder i landet.
Her er det udstyr, man på nuværende tidspunkt har i klinikken. Og som det ses – meget gammelt og slidt.
Trænger til opgradering
Nicolas fik besøgt hospitalet i Ukraine, og kunne konstatere, at det trænger til en ordentlig opgradering. Heldigvis er de selv gået i gang med en gennemgribende renovering. Men udstyr til genoptræning er en kæmpe mangel, og det udstyr de fremviste, var dårligt og gammelt. Men Nicolas havde taget lidt udstyr med allerede på denne tur, og det blev modtaget med stor glæde.
– De har ikke udstyr, der lever op til de krav vi normalt stiller til genoptræning, og det er en skam, fortæller Nicolas videre. – Derfor ønsker jeg, at vi hjælper med en kæmpe opgradering. Så jeg er klar til igen at køre til Ukraine med udstyret og hjælpe dem i gang med at bruge det.
Nicolas vil holde foredrag om emnet og starte indsamling i løbet af kort tid. På netavisen vil løbende holde vore læsere opdateret.
Fit&Sund Brønshøj kan desuden følges på Facebook.