Husum Skole kredsmestre i skolefodbold og videre til kvartfinalen!
Husum Skoles drenge sikrede sig titlen som kredsmester i Københavnskredsen og en plads i kvartfinalen i Ekstra Bladets Skolefodboldturnering ved onsdag at vinde sikkert 4-1 over Højdevangens skole i Sundby Idrætspark.
Husum Skoles dygtige spillere, som nu kan glæde sig til kvartfinalerne næste forår
Denne reportage er skrevet for 2700-netavisen af Ib Sørensen, som også har stået for billederne
Det var fra kampstart tydeligt at begge hold var spændte og nervøse og der blev lavet mange lange afleveringer, som ikke indbragte noget. De mange høje bolde gav også en masse nærkampsdueller og allerede efter ca. 5 min. tackles Husums lille terrier, Simon Milslund, voldsomt ud af banen, hvor han slår armen på en mælkekasse. Situationen blev dog ikke vurderet til at være en forseelse af kampens dommer. Blot 2 minutter senere er han igen involveret i en tackling, hvor han må en tur i græsset, og en af Højdevangens spillere uheldigt får trådt ham over den allerede forslåede arm og han kan høre et knæk. Heller ikke denne situation vurderer dommeren til at være en forseelse. Simon bliver naturligvis skiftet ud og behandlet på bænken, hvor han får en kraftig støtteforbinding om armen.
Så har Husums Skole scoret igen og forståelig jubel hos spillerne
Efter ca. 10 min. kom Husum bedre fremad banen og fik generelt lidt mere kontrol over spillet. De fik tilkæmpet sig en frispark et par meter udenfor straffesparksfeltet i det 15. min., som anfører Adel Guendouri køligt sparkede direkte i kassen og dermed var Husum Skole foran 1-0. Spillet var dog stadig lidt for febrilsk fra begge sider, som en tilbagelægning til Højdevangens keeper illustrerede allerede minuttet efter scoringen. Husum pressede højt og Ahmad Al Hardan forfulgte tilbagelægningen, som målmanden sparker ind på Ahmad, der herefter nemt kan prikke bolden ind mellem målmand og stolpen. 2-0 til Husum. Herefter var de blå/hvide stort set i fuld kontrol indtil 5 min før halvleg, hvor Ahmad korrekt dømmes off side på en stikning. Desværre hører han ikke fløjten og sparker bolden i mål. Den slags straffes med et gult kort, og han må forlade banen i 10 min. Udvisningen resulterer dog ikke i væsentlige chancer til Højdevangens skole inden pausen, men tærer naturligvis på kræfterne for de resterende Husum spillere.
Bare 9 mod 11 på et tidspunkt i 2. halvleg – men stærk moral !
Anden halvleg starter med et godt pres fra Højdevangens skole, der stadig er en mand i overtal, men som i hele kampen har især Christian Petersen og Emil Bengtson i Husums forsvar rigtigt godt styr på modstanderne. Højdevangens store angriber, Jonas Sander, bliver den lille i næsten alle duellerne med Husum forsvar. Joseph Rubin presser herefter bolden op i venstre side og når næsten helt ned til modstandernes felt, før han omringes af 3 modstandere. I nærkampen river Joseph en af Højdevangens spillere i trøjen og får derfor også gult kort. Husum er nu 9 mod 11 og Højdevangens skole presser hårdt på og i det 38. minut lykkedes det endelig for Eske Anderberg at få scoret i en situation, hvor Husum ikke formår at få ekspederet bolden ud af forsvarszonen. 2-1 målet gav hjemmeholdet lidt mere tro på deres chancer, og de pressede godt i de følgende 5 min., men da Ahmad igen kommer på banen går det hurtigt den anden vej. Bolden spilles op i venstre side, hvor en høj bold frem mod Ahmad splitter forsvaret, da Ahmad smart header bolden videre til sig selv. Herefter er det en formsag for ham at prikke bolden ind under en fremstormende målmand. 3-1 og Husum er igen i kontrol trods en mand i undertal. Højdevangens Skole fortsatte dog ufortrødent med at kæmpe det bedste, de har lært, men igen og igen måtte de se sig overvundet af Husums solide midtbane og forsvar. Christian Petersen tager et godt rush op ad banen, men får ikke afleveret bolden til Daniel ”Guti” Gutierrez Christensen før han er løbet ind i off siden. Husum har i denne periode flere halvstore chancer, ofte iscenesat af anfører Adel, men Højdevangens forsvar formår at afværge yderligere scoringer. Simon Milslund synes nu, han har været udenfor længe nok og beder træner Lars Jacob om at blive sat ind igen, trods den formodentlig brækkede arm. Han spiller resten af kampen som om intet var hændt. Da Husum atter er fuldtallige, blev spillet igen lidt mere kontrollerende og i det 47. minut får Joseph Rubin en god stikning fra ”Guti”, som han udnytter til et godt løb, hvor han i høj fart afdribler de 2 tilbageværende forsvarsspillere og roligt sætter den ind under målmanden til stillingen 4-1. Resten af kampen fortsatte Husum med at være toneangivende, men der opstår ikke flere store chancer.
Så er det overstået – stor jubel blandt spillere og de mange supportere
Da kampen fløjtes af stormer de glade Husum elever ind på banen. Husum skole havde til dagens kamp valgt at bestille 2 busser, så deres drenge kunne få god støtte fra alle skolens 8. og 9. klasser på lægterne trods udebanen. Selv om tilskuerne i perioder var lidt stille, var der dog ingen tvivl om, at der både fra Højdevangens skoles elever og Husum medrejsende publikum var god opbakning til kampen.
Som sædvanligt efter skolefodboldkampe samledes spillerne herefter i midtercirklen, hvor en medarbejder opsummerer kampen og uddeler præmier. Lidt uforståeligt valgte de denne gang ikke at uddele en fair play pris, med begrundelsen at der til tider havde været hårdt spillet. Der var dog ingen dårlig stemning blandt spillerne, som under kampen pænt undskyldte til modstanderne. For hjemmeholdet blev nr. 5, Eske Anderberg tildelt fidusbamsen, mens Husums anfører Adel Guendouri fik en erkendtlighed for første mål og fidusbamsen for Husum, selv om han ikke spillede sin bedste kamp. Med lidt mindre fokus på målmagerne burde det nok have været Christian Petersen eller Emil Bengtson, som skulle have haft fidusen, for deres nærmest fejlfrie forsvarsspil. Alle spillerne fik desuden overrakt medaljer for at have kvalificeret sig til kredsfinalen.
Efter jubelscener med Faxe Kondi sprøjteri, var det tid til at pakke sammen, give interviews og komme tilbage til skolerne. Ved ankomsten til Husum Skole stod hele skolen i den store aula med flag, råb og klapsalver til deres hjemvendte helte. En rigtig dejlig måde at slutte dagen på!
Følgende hold har kvalificeret sig til kvartfinalen:
Jylland Nord: Farsø Skole
Jylland Midt: Kragelundskolen
Jylland Syd: Dybbøl Skolen
Fyn: Pårup Skole
Sjælland Nord: Sjælsøskolen
Sjælland Midt: Borgerskolen
Sjælland Syd: Skovboskolen
København: Husum Skole
Turneringen fortsætter til foråret, hvor det stadig er en cupturnering, hvor en enkelt tabt kamp sender holdet ud af turneringen.
Fra Husum Boldklub kommer en stor lykønskning til spillerne med deres flotte resultater. Størstedelen af dem er medlemmer i klubben eller har startet deres fodboldmæssige karriere i Husum Boldklub.
Man kan følge med på:
http://ekstrabladet.dk/skolefodbold/nyheder/storkoebenhavn/http://www.husumskole.kk.dk/Infoweb/Designskabelon_Koebenhavn/Rammeside.asp?Action=&Side=&Klasse=&Id=&Startside=&ForumID=