Aftenrum med Dy Plambeck i Bellahøj Kirke

 
På torsdag d. 7. november er forfatteren Dy Plambeck gæst i månedens aftenrum i Bellahøj kirke. Dy Plambeck har været på alles læber siden udgivelsen af romanen ”Til min søster” tidligere i år. Den blev rost til skyerne af anmelderne og bl.a. kaldt ”en begivenhed i dansk litteratur”. På torsdag præsenterer Dy Plambeck selv sin ”begivenhed”!
 
”Til min søster” er en roman om søstrene Aya og Andrea. Aya føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Andrea forlader sin voldelige kæreste. I sit arbejde som historiker kommer Aya på sporet af J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen. En stemme fra fortiden trænger sig på og griber ind i søstrenes liv. ”Til min søster” handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider. Eller, med Dy Plambecks egne ord fra et interview i Alt for Damerne: ”Det er en bog, der handler om at få de umulige til at lykkes”.
 
Efter Dy Plambecks oplæg bydes der på vin/øl og snacks – og så bliver der lejlighed til en uformel samtale med aftenens gæst om de temaer, der udspiller sig i romanen. Der er gratis adgang til et spændende aftenrum i Bellahøj kirke!