Stadions træner efter sejr: Vi har knoklet for det

 

images

HÅNDBOLD: Det var en tydeligt lettet og glad træner Thomas Schou, der efter kampen i weekenden mod Amager SK i Bellahøj Hallen kunne konstatere, at en helhjertet arbejdsindsats i ugen op til var blevet belønnet med 3 vigtige point.

– Endelig… Efter en lang periode med nederlag, hvor vores forsvar ikke har fungeret, fik vi vist, at vi igen kunne holde en modstander nede på 20 mål, sagde træneren. – Som tidligere sagt, har vi brugt mange kræfter på vores forsvar, og vi havde til søndagens kamp en ok fornemmelse i forhold til at aftaler og parathed var, hvor det skulle være. Amager lå med 6 point og vi selv med 4, så vi var klar over, at denne kamp var mega vigtig.

Nær optimalt hold

– Vi var tæt på stærkeste opstilling, dog uden Danny med karantæne, Thomas og Joannes som stadig er skadede.

Kampen artede sig, som vi kunne håbe, og vi fører med 2 i pausen, hvilket var lige i underkanten. Lukacs står fint og specielt Frilund har mange gode afslutninger. Forsvaret kæmper flot med Patrick, Michael, Niklas og Martin helt fremme.

God start

– 2. halvleg starter super godt, og vi bringer os foran 17 – 11. Løst spil, forkerte beslutninger og lidt stres bringer Amager tilbage ved stillingen 17 – 16. Heldigvis får vi samlet op og bringer os igen afgørende foran. Så en sikker sejr på dagen med cifrene 27 – 20, var dejligt.

Kollektiv ros

– Jeg vil rose hele holdet for i en svær tid, at holde hovedet oppe i langt de fleste situationer. Forsvaret var på dagen vores bedste, hvilket var super, eftersom at vi har knoklet med dette. Kampens spiller må være Mikkel Frilund, som med 14 rene mål for alvor gjorde en forskel, slutter Thomas Schou.