James Rasmussen - en god ambassadør for Brønshøj
foto: Hans Andersen
Gennem efterhånden mange år har James Rasmussen været en god ambassadør for Brønshøj. Han har aldrig glemt at fortælle, hvor han kom fra, og da han for år tilbage vendte hjem fra USA, var der ingen tvivl i hans sind om at Brønshøj igen skulle være hans base. Derfor er James indledningen på en lille serie, vi vil bringe i 2700-netavisen om lokale folk, som har bragt god omtale til bydelen.
James har en lang og spændende historie at fortælle, men vi springer frem til dengang, han for alvor måtte erkende, at hans hjerte var definitivt tabt til musikken.
Boede hos moster og onkel
– I 1952 kom jeg i lære som smed på Orlogsværftet. Jeg boede hos min moster og onkel, og de havde en gammel radio, der var lavet af træ, med bakkelit kanter.
Sammen med min moster og onkel, som jeg boede hos i Brønshøj
Kort tid efter jeg var kommet i lære, hørte jeg noget musik på den gamle radio. Jeg gik hen og skruede op, og ud af radioen tonede Louis Armstrong og Ella Fitzgerald med “ Can anyone explain the thrill of a kiss. “
Det slog fuldstændig benene væk under mig – fra den dag var jeg solgt. Jeg var helt afklaret med at musik og sang, ville blive mit liv.
Jeg fik købt en mundharpe og en ukulele, som hurtigt blev skiftet ud med en guitar, og skøjteløberen Kurt Stille lærte mig 3 greb på guitaren.
Kurt Stille lærte mig de første greb på guitaren
I weekenderne, tog jeg ofte på vandrehjem ikke langt fra København, og her var alle guitar drengene samlet. Stille brødrene var der, Cæsar var der etc. Det var her vi lærte at synge alle de frække sange, som Cæsar, ( som også hed Bjarne ), tog med sig ud i sit voksne liv.
Mere lyd på
Min akustiske guitar sagde jo ikke ret meget, så jeg fik købt en mikrofon, som kunne skrues på guitaren, der hvor der var hul. Jeg satte en jack i, og den anden ende af jacken stak jeg ind i min mosters gamle radio, og så havde jeg hul igennem. Det skrattede godt nok gevaldigt, men fedt var det.
I Brønshøj hvor jeg boede, lå der en lille park, hvor man om vinteren når det var frostvejr sprøjtede græsplænen over med vand, så man kunne løbe på skøjter. Her mødte jeg Charles, Joker, Sune og Ole. De havde et lille band, og øvede sig ovre i Charles kælder. Jeg fik lov til at komme og være med. Charles på saxofon, Joker piano, Sune bas, Ole trommer, og jeg selv på guitar. Vi forsøgte os med alt mulig forskellig musik, men der var ikke noget som rigtigt fængede.
Med mere lyd på kom der for alvor gang i den
Men en dag hørte jeg så “ Rock around the clock “ – og bingo – der var den. Så fulgte det næste lyn Elvis Presley – og det var lige den musik, jeg ville have gang i. Vi kunne ikke få pladerne i Danmark, og måtte derfor tage til Sverige for at købe, hvad vi kunne få. Når jeg så kom hjem, lavede jeg lydskrift af, hvad jeg troede de sang om, og det var ikke altid det rigtige, jeg fik fat i, men det var fuldstændig ligegyldigt – musikken var der – og vi spillede den med fuld hammer, og jeg sang mine lydskrifter med stor overbevisning.
Fast husorkester
Vi blev fast husorkester i Brønshøj – Husum Ungdomshus, og derfra ud til de forskellige ungdomshuse i København. Nu var vi blevet det hotteste på denne nye musik scene, og det rygtedes ned til Børge Kisbys danseskole i kødbyen. Han fik fat i os, og så stod jeg der og sang blandt alle jitterbuggerne – Gummi Jørgen, Per Olesen, Inge Birte, Bruno med flere, og der var gang i den hver lørdag.
Senere kom Tommy Steele til, og Aftenbladet holdt en konkurrence i KB. hallen, hvor man ville kåre den danske Tommy Steele. Vi meldte os til som “ James and his Jamesmen “. Jeg husker, der var 5000 mennesker – og at det var helt vildt. Vi vandt, og folk råbte og skreg. Volmer Sørensen var konferencier. Han kunne slet ikke komme til orde, og var godt nok sur.
Et stykke tid senere skulle man så kåre Nordens rock konge. Den konkurrence blev holdt foran 15.000 tilskuere på Jordal Amfi i Oslo. Vi fik en drønende succes, og var bagefter på tourne i hele Norge. Derefter rejste vi rundt i de Svenske folkeparker, indtil jeg blev en pludselig blev en Jack !!
Næsten fra den ene dag til den anden røg jeg ind i en helt anden stil, da jeg blev medlem af Danmarks populære Four Jacks. Nu var det den mere folkelige genre i stedet for den hårde rock.
Flot revival efter hjemkomsten fra USA
Da eventyret sluttede med Four Jacks, senere Three Jacks, rejste James Rasmussen til USA, hvor han opholdt sig i flere år.
Efter hjemkomsten til Danmark og Brønshøj bosatte han sig i Bavnevangen, hvor han bor den dag i dag. Og musikken kunne han selvfølgelig ikke holde sig fra, så det blev til lidt småjobs hist og her indtil den dag, han pludselig blev gjort opmærksom på, at der lå mange spændende engagementer og ventede. Derfor dannede han først en ny udgave af Four Jacks, men den blev senere til Jacks og så til James Rasmussens Trio, som udover James består af Søren Engel, (også her fra Brønshøj), samt Preben Feddersen.
James Rasmussens Trio – et populært indslag overalt.
foto: Hans Andersen
På pladefronten – som i dag mere er cd-fronten – har James Rasmussen udsendt flere ting, og det har blandt andet gjort ham til en jævnlig gæst på Dansktoppen.
Lidt spredte noter omkring James Rasmussens karriere
I december 1956 optrådte James Rock kvintet ved Kisbyes Stjerneshow i den københavnske Nora Bio.
Året efter blev James Rasmussen,, kåret til “Den danske Tommy Steele“, ved Aften Bladets konkurence i KB Hallen og bandet spillede i en periode som opvarming ved biografforevisninger af Tommy Steele-filmen “Ung mand med guitar.”!
Flemming “James” Rasmusssen startede sin kariere i 1955 og dannede i 1956 med nogle kammerater fra Solby Scenens drenge-jazzband “The Hot Boys”, James And His Jamesmen. Gruppen spillede hos Børge Kisbye i Kødbyen og var på tourne i bla. Norge.Den oprindelige besætning bestod af James Rasmussen, sang og guitar; Charles Nielsen, tenor- saxofon; Poul “Jokker” Holm, piano; Ole Sunesson, bas, og Ole Nielsen, trommer – han blev dog allerede samme år erstattet af Per Olesen.
James and his JAMESMEN – JORDAL Amfi 1956
James Rasmussen rejste i 1965 til USA, hvor han de næste 14 år arbejdede som sanger, producer og sangskriver for forskellige amerikanske pladeselskaber. Bla. Reprise, som udgav hans solo-album Rasmussen i 1971 på et tidspunkt, hvor singer/songwriter-traditionen fik sit gennembrud i USA.
I 1958 singledebuterede bandet med en fordanskning af Steele-gennembruddet Handful Of Songs: En håndfuld musik/Hand-claps (Philips). Singlen blev tv-præsenteret i Otto Leisners Pladeparade.
Efter koncerter i Norge og forsøg på lancering i England, forlod James Rasmussen mod slutningen af 1958 gruppen, og blev medlem af “Four Jacks” som afløser for Otto Brandenburg. Her kom han til at synge sammen med John Mogensen, Bent Werther og Poul Rudi.
Lavede hit i USA
På en kaffebar mødte han musikeren Buzz Clifford, som blev hans nære ven. Buzz skrev sangen “Echo Park“ som James Rasmussen producerede med sangeren Kieth Barbour i 1968
Det blev et Top 20 hit i U.S.A og på den konto kom James Rasmussen til at arbejde med navne som, Jimm Keltner, Bobby Hebb, J.R. Shanklin, T Bone Burnett, Red bone, Danny Moore, Harry Nielson, David Sommervilde, David Jackson, Linda Ronstad og Val Garay, som i 1982 producerede record of the year “Bette Davis eyes” med Kim Karnes.
Efter hjemkomsten i 1979 blev det i mange år kun til to singler, Herbert og Palle/Drømmevisen, (Starbox. 1981), og Sjælens indre/Hiælp mig fra 1983 — udgivet af Ekstra Bladet, som led i en kampagne mod alkoholmisbrug — i backingbandet var bla. Peter Thorup, guitar. I 1983 startede James Rasmussen sin trio “James Rasmussen Trio” med Søren Engel og Preben Federsen.
I 1996 fik James Rasmussen et mindre comeback med Jacks — En hyldest til Four Jacks. 13 at kvartettens største successer fra 60’erne, og indspillet med en lang række rutinerede musikere, bla. bassisten Søren Engel, Delta Blues Band.
Udgivelsen førte til dannelsen af et turnéband, Jacks, med bla. Engel og hans Delta-kollega, trommeslageren Preben Feddersen.
I løbet af sit USA-ophold producerede James Rasmussen bla. nummeret Echo Park med Keith Barbour, som i 1968/69 blev et hit, og nåede nr. 20 på Billboards Top 100. Hele Midtvesten boykottede nummeret — da man anså det for politisk og kritisk over for Vietnam-krigen.