Fra Hvalsøvej i Brønshøj til Apsaras i Thailand

IMG_0773  

Når netavisen i dag skriver om et bestemt hotel og sted i Thailand, så er det fordi, adskillige fra Brønshøj tit ferierer netop dér. Vi har mødt flere på et bestemt domicil, vi her vil fortælle lidt om.

Stedet er Hotel Apsaras, og det ligger cirka 12 kilometer nord for Khao Lak i det sydlige Thailand. Det var et af de områder, som blev frygteligt ramt af tsunamien i sin tid. Selve arealet hedder Pakarang Beach, og hotellet er et super lækkert 5-stjernet hotel.

Første gang netavisens udsendte stiftede bekendtskab med hotellet er tre år siden. Indtil da var Phuket og Khao Lak et område, man ikke lige frem havde stor lyst til at besøge, netop på grund af katastrofen tidligere. Men med tiden gled frygten lidt i baggrunden. Og heldigvis.

11 timer fra Danmark

Men Thailand er Thailand – og det er altså lidt af en dræber med de godt 11 timers flyvning. Man kan vælge den direkte linje til Phuket – eller tage turen med en mellemlanding over Bangkok. Det sidste vil vi nu nok fraråde, da det er alt for meget mas, når man tager i betragtning, hvor lidt der egentlig spares på et direkte fly.

Omkring godt 100 kilometer fra Phuket, som er en yderst livlig og ret vild by, kommer man så til Khao Lak. Her overraskes man over, at det stort set kun er én lang hovedgade med butikker og restauranter på hver side. Men man skal ikke tage fejl. Lige så stille og roligt der kan være for- og eftermiddag, lige så meget gang i den er der, når mørket falder på. Det er dog på et “holde ud plan” – intet vildt eller støjende. Bare masser af liv.

Kører man så yderligere 12 kilometer nord på, kommer man til Hotel Apsaras, der ligger omkring 5 kilometer fra hovedvejen – helt ude ved kysten. Det skal indrømmes – at man faktisk ender helt ude på – ja undskyld det gode danske udtryk – “Lars tyndskids mark”. Det bekymrer én, for man kan godt glemme alt om liv og glade dage, når aftenen falder på. Men super flot hotel – meget smukt indrettet med elegante værelser – og alle med balkon. Man skal dog lige selv sørge for, at man får en ordentlig udsigt.

IMG_0769

Indenfor de seneste tre år har dette sted udviklet sig til at blive et dobbelt så stort resort. Man har simpelthen lavet en helt lille landsby af meget lækre bungalows, som ligger godt et par hundrede meter fra selve hotellet. Vejen over til stedet går over en bro, som er fint oplyst om aftenen. Under broen er et vandløb, som om dagen nærmest er udtørret, men om aftenen har en dybde på omkring en god meters penge.

IMG_0750

Det nye område er imponerende med mega flot restaurant, super poolområde og skønt afslapningsareal. Hvis der skal være en anelse negativt, så er det nok, at villaområdet måske alligevel ligger lidt for sig selv uden ret meget liv. Restauranten er også sjældent besøgt af mere end 10-12 mennesker af gangen. Og det er synd – for al komfort er virkelig i højsædet. Problemet er bare – som på hele hotellet – at priserne er for høje ! Der skal slet ikke herske tvivl om, at livet om aftenen ville være langt mere intenst, hvis man lagde et lavere prisniveau.

set fra restauranten

Nu ligger det sådan, at hotellet også er all inclusive, og det betyder naturligvis, at de gæster der betaler den ekstra pris for at have det, slet ikke behøver at tænke på hverken mad eller drikke. Men for andre der ikke har det, er priserne for høje. Derfor søger man andre steder hen for at spise til rimelige priser. Cirka en lille kilometer fra Hotel Apsaras ligger fire-fem spiserestauranter, som mange benytter sig af. Går man modsat langs stranden, kommer man til en lille “hippi-enclave”, som kalder sig “Memories”. Her er en glimrende restaurant, hvor man sidder ude og spiser – meget tæt ved vandet. Det ligger som nævnt direkte på stranden. Et livligt men lidt støjende sted, som er et familieforetagende. Man møder simpelthen alle familiemedlemmer, mødre, babyer, større børn og unge mennesker. Men de er søde og imødekommende – og lad det så lige være sagt – maden er dejlig.

IMG_0767

I dagtimerne på Hotel Apsaras kan man enten benytte de to swimmingpools eller det enorme strandområde. Står man på hotellet og kigger ud over vandet, kan man tage valget, om man vil gå det lange strandstykke til venstre på omkring 8-10 kilometer – eller man vil gå den modsatte tur, som ender i et særpræget klippeområde – som er ret øde, men alligevel en oplevelse at se på.

klipper

Helt ude på grenen ligger et par kiosker, hvor der både kan købes mad og drikke.

For øvrigt passerer man en stor gul bygning med tre etager på vejen, som er bygget efter tsunamien, og udelukkende skal bruges som evakueringssted, hvis katastrofen skulle ske igen. Det ser bare temmelig miserabelt ud i dag med ødelagte toiletter og håndvaske.

IMG_0754

Vælger man det lange strandstykke, venter en stor oplevelse. Man går simpelthen bare i det lækre sand og kigger på det 26 grader varme vand som lyser blåt og lækkert op. Efter en god kilometer eller måske to – dukker der så strandrestauranter, massagesteder og hoteller op, og det holder stort set resten af vejen. Men i og for sig ganske hyggeligt – og får man lyst til en øl, så koster den 8-10 kroner for en halv liter og 5-6 kroner for en almindelig.

man møder restauranter

 

For de godt gående er der rig mulighed for mange skønne ture. Og vejret er stort set godt hver eneste dag. Nogle dage er lidt varmere end andre – men aldrig under 25-26 grader. Som regel er der nogenlunde vindstille, men det kan også lufte lidt.

Tilbage til hotellet.

Som man ser, ligger det meget lækkert ud til et stort strandområde.

Apsaras set fra standen 2

På grund af flod og ebbe er der tidspunkter, hvor man kan gå mere end 150-200 meter ud nærmest tørskoet, men der så på andre tidspunkter er højvande, som ender omkring 50 meter fra hotel området.

Dem som har tegnet hele baduljen har gjort sig umage, for det hele passer så godt sammen og er holdt i en ganske bestemt stil. Nærmest lidt orientalsk. Og stedet udvikler sig til stadighed. Der sker hvert år nye tiltag.

IMG_0763

Med hensyn til gæsterne på hotellet. Ja for tre år tilbage vrimlede der med franskmænd, og den underholdning man havde fra en lidt interimistisk scene om aftenen, foregik udelukkende på fransk. Det er slut nu. Faktisk har man slet ingen form for underholdning undtaget en gang om ugen, hvor der er thaiboksning på i sandet udfor strandrestauranten. Der bydes også på specielle aftener i fiskens – og kødets tegn. Men det sker altid i strandrestauranten. I den store restaurant svinger menuen mellem forskellige landes mad. Der kan f.eks. være spansk eller thailandsk aften. Specielt ved spisetiderne – og naturligvis ved barerne, går det op for én, hvor mange der egentlig er på all inclusive.

Det koster selvfølgelig en del mere, når man tager det med. Men har man børn og ikke ønsker at prøve for mange alternativer, hvoraf en hel del er i Khao Lak, så er det også en måde at slappe ekstra meget af.

Lad os afrunde denne lille rejseberetning med et motiv, som bare viser, hvor skønt der er i det område, vi her har beskrevet. Og på gensyn til de glade feriegæster fra Brønshøj, som også bare er faldet for paradiset i Thailand.

solnedgang fra two sons