Arrangementer i Husumvold kirke

soendagsgudstjenestekalender

Tid til ro og fordybelse
 
Husumvold Kirke inviterer til ro og fordybelse i ugen op til påske, når organist Eva Maria Jensen spiller meditativ orgelmusik til billeder fra kristendommens spirituelle tradition, der vises på kirkens storskærme. Arrangementet har overskriften: Musik op til påske, og man kan komme og gå som man har lyst til, tænde et lys, bede en bøn og finde ro i en travl hverdag i påskeugens tre første dage: Mandag  den 14.4., tirsdag den 15.4. og onsdag den 16.4. fra kl. 16.00-17.30. 
 
Talentfuld trio i Husumvold Kirke
 
Søndag 13. april kl. 16 kan man i Husumvold Kirke høre den unge og talentfulde trio: Trio Vitruvi. I sommeren 2013 blev Niklas Walentin Trio Vitruvis nye violinist og i denne konstellation har trioen allerede haft flere koncerter i Danmark og i Tyskland, bl.a. ved Festspiele Mecklenburg-Vorpommern i serien Junge Elite. Trioen havde sin debut ved Mestre på Mandage–koncerterne i 2010 og de har efter få års studier hos professor og mentor Tim Frederiksen nu fået gang i karrieren. Musikerne har modtaget undervisning af Nikolaj Znaïder og Tokyo String Quartet og har holdt koncerter i Tivolis Koncertsal og i New York.  Anmeldere har skrevet om trioens indføling, ungdommelige entusiasme, balance og renhed. Med disse ord i bagagen stiller de i 2014 op til P2 Musiks Kammermusikkonkurrence. Trio Vitruvis består af Niklas Walentin, violin, Jacob la Cour, cello og Alexander McKenzie, klaver. Ved koncerten i Husumvold Kirke spiller de Johannes Brahms’ Klavertrio, nr. 1 i H dur, Anders Nordentofts Doruntine for violin, cello og klaver og endelig Dmitrij Sjostakovitjs Klavertrio, nr. 2, opus 67. Der er fri entré til koncerten.