Beboerne føler sig hjemme i Tingbjerghjemmet

Fire kvinder opgav modvilligt deres egne boliger, fordi de havde brug for den hjælp, som de kunne få i Tingbjerghjemmet. Nu lever de deres liv i trygge omgivelser og har ikke mindst stor glæde af hinandens selskab. Plejehjemmets ambition er, at beboerne føler sig hjemme.

Else og Inge føler sig glade og trygge i Tingbjerghjemmet  (Foto: Mikael Schlosser)

– Jeg flyttede ind den 17. april for to år siden, og jeg er meget glad for at være her. Inge bor her, på samme etage endda, og hun har kendt mig, da jeg var gravid med mine børn. Hun havde sådan et godt forhold til min datter.

Det fortæller Else Holm, der flyttede til Tingbjerg i 1957 og har boet i området lige siden. For nogle år siden døde hendes mand, og det kneb med både bentøjet, hukommelsen og humøret. Hun besøgte Inge Hansen fra opgangen, der var flyttet ind i Tingbjerghjemmet, og proklamerede en dag, at det var der, hun gerne ville bo – og det kom hun til.

– Det gav mine børn noget frihed. Når jeg ikke spiste, kom de jo og lavede mad til mig, siger Else Holm, der med et stort smil annoncerer, at Tingbjerghjemmet er byens bedste plejehjem.

Skepsis blev gjort til skamme

Inge Jørgensen, Aase Jonasson og Monna Karlskov er alle i 80’erne som Else Holm. Ingen af dem var udelt begejstrede for at skulle flytte på plejehjem. Flere af kvinderne flyttede, efter de mistede deres mænd, og de fortæller om ikke at kunne klare sig i egen bolig og om at føle sig utrygge.

– Mine tanker om at bo på plejehjem var ikke særligt høje, men jeg havde besøgt min søster og svoger og kunne se, at det var et godt sted. Alle de ansatte er så hjælpsomme, og omgivelserne er lyse og skønne, siger Inge Jørgensen, der har boet i Husum og husker Tingbjerg fra dengang, der var marker og en gård, man kunne købe frisk mælk fra.

Monna Karlskov boede i mange år på Kobbelvænget i Husum og er også glad for, at hun flyttede: – De gik alle sammen på arbejde, der hvor jeg boede. Her er mere liv. Man skal ikke være bange for at flytte på plejehjem.

Muligheden for at være sig selv
Der bor i alt 55 personer i Tingbjerghjemmet, der genåbnede i 2010 efter en større renovering og ombygning. Kvinderne synes om deres lyse toværelseslejligheder med tekøkken og et stort badeværelse.

– Førhen havde beboerne bare et værelse og var mere i fælles aktiviteter, i dag kan de også være i deres lejligheder, og deres børn kan overnatte. Det er blevet mere som et hjem. Ambitionen er at skabe et plejehjem, hvor beboerne føler, at det er deres hjem, og hvor de bliver respekteret for de mennesker, de er. Personalet skal også føle sig hørt og være med til at sætte dagsordenen. Vi er afhængige af hinanden, fortæller forstander for Tingbjerghjemmet Jette Riis.

Kvinderne siger i munden på hinanden, at man altid bare kan gå ind til sig selv. Man behøver ikke at blive siddende sammen med de andre, hvis man ikke har lyst. – Hvis man nu ikke synes, det er noget, som Aase Jonasson formulerer det og suppleres af Monna Karlskov: – Vi føler os mere selvstændige, når vi har vores eget.

– Hvis jeg sidder med en god roman, så vil jeg gerne høre mere, siger Inge Jørgensen, der kan have travlt med at komme ind til sig selv og høre mere lydbog. Hun elsker bøgerne, som hun får tilsendt af Dansk Blindeinstitut.

Samvær med de andre

De fleste beboere spiser sammen med de andre på deres etage, og kvinderne fortæller, at de snakker med hinanden på kryds og tværs mellem de tre etager. Dog kender de bedst dem på deres egen etage. Kvinderne deltager også i nogle af alle de aktiviteter, som Tingbjerghjemmet tilbyder for at honorere beboernes lyster og interesser. Højtlæsningen er populær, og flere af dem kan også godt lide mandagsquizen:  – Vi får alle mulige spørgsmål. Det er godt at bruge hovedet.”

Af sted kommer de også på ture til Hareskoven eller på kro på trods af, at det kan være lidt omstændeligt, fordi eventuelle kørestole og rollatorer skal med. De skal også hver især passe deres. Inge Jørgensen kommer hver tirsdag på Dansk Blindecenters dagcenter på Nørrebro, og Else Holm er netop kommet tilbage fra tandlæge og beretter glædestrålende:

– Jeg var med rickshaw. Det er plejehjemmets. Jeg var derinde en hel time, men chaufføren ventede på mig og kørte mig tilbage igen.                              

G.A. 

Se mere på tingbjergforum.dk