Bellahøj Kirkes nye sognepræst indsættes i påsken

                                               Bella præst                                               

                  Louise Miskow ny præst i Bellahøj-Utterslev Sogn. (Foto: Charlotte Maria Rasmussen)

Den 1. april tiltræder Louise G. Miskow stillingen som sognepræst i Bellahøj-Utterslev Sogn. Palmesøndag den 29. marts kl. 17.00 bliver hun ordineret i Københavns domkirke, og hun indsættes ved skærtorsdagsgudstjenesten i Bellahøj kirke torsdag den 2. april kl. 17.00.
– Stillingen i Bellahøj Kirke er min første, og jeg er utrolig taknemmelig over at få lov til at blive en del af det garvede præsteteam og det rare miljø, som jeg har oplevet i kirken, fortæller Louise Miskow til 2700-netavisen.
– Jeg er 32 år og bor på Frederiksberg med min kæreste Jakob, der er uddannet klassisk sanger samt vores tvillinger Caja og Ludvig på snart 2 ½ år.
I 2005 startede jeg teologistudiet, hvor mine interesser indenfor teologien hurtigt blev det filosofiske, det eksistentielle og det samfundsrelaterede, hvilket afspejles både i mit bachelorprojekt og mit speciale. Jeg blev færdig på teologistudiet i januar 2012 og i efteråret samme år, fik vi tvillingerne.
Min inspiration henter jeg i K.E. Løgstrups etik og teologi, ikke mindst hans syn på mennesket, og hvordan vi bedst muligt lever sammen. Dette, og meget mere, glæder jeg mig meget til at dele med jer, som sognets nye præst, slutter Louise Miskow.