Brønshøj skal have ny formand til foråret

 

ryb

Finn Ryberg – til foråret er det slut. (Foto: Henrik Haslund)

Brønshøj Boldklub skal til foråret have ny formand. Finn Ryberg som gennem årene er blevet en institution i klubben ønsker at stoppe efter lang og tro tjeneste.

Helt tilbage til 1951 har Ryberg været medlem af BB, og de seneste 33 år har han indtaget pladsen som formand for de sort/gule. Sidste år rundede Finn Ryberg de 70 år, og nu mener han selv, tiden er ved at være inde til at stoppe. Problemet er bare, at der ikke på stående fod findes en oplagt kronprins. Det har man så lidt tid til at finde indtil foråret.

Lidt fra CV’et

Finn Ryberg blev ungdomstræner i klubben som 17-årig. Som 18-årig tog han dommereksamen. Han spillede 580 seniorkampe for BB, og blev medlem af bestyrelsen i 1967. Fra 1967-1980 var han ungdomsformand. I 1980 blev han så formand for klubben – en post han nu snart siger farvel og tak til. Finn Ryberg har også i mange år været medlem af DBU’s bestyrelse og senere Divisionsforeningens. I 1977 blev han Årets idrætsleder i Brønshøj-Husum, i 1987 årets leder i dansk divisionsfodbold og i 1999 æresmedlem i BB.    

27.nov. 2013