Brønshøj viste lovende takter i årets første træningskampe

                        Så ruller bolden endelig igen – om end i træningsregi

12522959_960624043985561_4778471741011839814_n

Et farligt angreb mod Nykøbings mål. Dem var der flere af – og det ser ganske fornuftigt ud

Brønshøj spillede lørdag to træningskampe, hvilket gav trænerteamet mulighed for at se samtlige spillere i aktion. De to kampe endte med hhv. en sejr og et smalt nederlag.

Tekst: Christian Haslund – Foto: Christian Haslund og Thomas Løser

Brønshøj – Nykøbing FC

Første kamp var mod divisionsrivalerne fra Nykøbing FC, hvor Brønshøj startede med en stærk start-11’er, og her blev falstringerne sendt hjem med et 0-3 nederlag.

Gæsterne startede ellers kampen bedst, og havde efter 8 minutter en gylden mulighed for at bringe sig foran, men NFC-angriberen havde ikke fået indstillet sigtekornet, og helt alene med Johan Gårdsvoll – og upresset – sendte han bolden forbi mål.

Brønshøj overtog herefter kampen, og efter godt 16 minutter fik først Granskov testet træværket, da han sendte et forsøg på stolpen, og kort efter var det så Jabar Sharzas tur, da han måtte se sin afslutning tage det øverste af overliggeren.

BB fortsatte med at presse på, og efter 26 minutter kom målet, da et fladt indlæg blev sendt i feltet fra venstre side, og her kom Patrick Naundrup først og gjorde det til 1-0.

Bare 2 minutter senere var det så venstrebacken Oliver Fredsted, der fordoblede føringen, da han var en spids vinkel sendte bolden i kassen.

Det skulle dog ikke blive ved de to mål, for 6 minutter efter at Naundrup gjorde det til 1-0, scorede han også til 3-0, da han – efter oplæg af Casper Henningsen – sendte bolden forbi NFC-målmanden.

12549095_960624060652226_241609001498142600_n

Taktiksnak i pausen mellem Nykøbing og BB

I 2. halvleg sad NFC lidt mere på bolden, men formåede ikke for alvor at teste Gårdsvoll, som tog det der kom. I den anden ende havde Brønshøj et par skudforsøg ude fra.

De sidste ti minutter skruede hvepsene op for tempoet igen og var tæt på at bringe sig foran 4-0. Først ved et frækt indspil af Henningsen, men hvor NFC-målmanden kom godt ud af sit mål og fik pareret bolden ud til hjørne, og lidt senere opstod en god kontramulighed, hvor Naundrup fandt Andreas Granskov inde i feltet, men afslutningen sad lige på keeperen.

Det sluttede derfor med en 3-0 sejr og en god start på 2016 for hvepsene, som takkede være 6 gyldne minutter fik barberet pelsen af falstringerne.

Mål:
1-0: Patrick Naundrup (26)
2-0: Oliver Fredsted (28)
3-0: Patrick Naundrup (32)

 

Brønshøj – Lyngby U19

Til den anden træningskamp som var mod et forstærket U19-hold fra Lyngby, bestod truppen af andetholdsspillere, prøvespillere samt unge spillere fra førsteholdstruppen.

Det var en lidt mere rodet affære end dagens første træningskamp, hvor begge hold havde svært ved at skabe chancer og sikre sig boldovertaget.

Efter 17  minutter bragte gæsterne sig dog foran, da en Lyngby-spiller forsøgte sig ude fra, og sendte bolden forbi Christian Meisner.

Resten af halvlegen stod på god fight, men forblev målløs.

I 2. halvleg skulle vi frem til det 71. minut, før der blev lidt at varme sig på. Daniel Anusic fik headet bolden forbi Lyngby-keeperen, men den efterfølgende afslutning strøg lige forbi mål.

Kort efter fik Brønshøj udlignet efter et hjørnespark, hvor bolden endte hos andenholdsspilleren Ali Ayberk Yildrim, der svingende venstrebenet, og bolden strøg i en flot bue ind i kassen.

Lyngby endte dog med at tage sejren, da de 8 minutter før tid med endnu et langskud fik sendt bolden i mål til slutresultatet 2-1.

Mål:
0-1: Lyngby U19 (17)
1-1: Ali Ayberk (73)
1-2: Lyngby U19 (82)

 

På næste lørdag spilles der ligeledes to træningskampe. Den første starter kl. 12.30 og er mod Vanløse, mens den anden går i gang kl. 14.30, hvor modstanderen vil være KFUM. Begge kampe spilles i Tingbjerg