Brønshøjs "nye" mandskab besejrede Hvidovre 2-1 i første træningskamp

11267401_880621401985826_1222063675393023217_n

Efter en kort sommerpause var der lørdag igen bold på Tingbjerg Ground. Det gode vejr havde lokket mange fodboldhungrende ud til cheftræner Jesper Hansens første kamp i spidsen for hvepsene, da Brønshøj mødte puljerivalerne fra Hvidovre i første træningskamp efter sommerferien. Og det gik godt – BB vandt 2-1 efter en glimrende kamp.

2700-netavisens udsendte Christian Haslund til første træningskamp på Tingbjerg Ground

Hjemmeholdet startede bedst og havde et par skud på mål, der dog ikke voldte Hvidovre de store problemer.

Men efter 17 minutters spil fik BB hjørnespark, og bolden blev sendt mod bagerste stolpe. Her stod Malte Kiilerich helt umarkeret, og han kunne heade Brønshøj foran 1-0 med et kraftfuldt hovedstød.

Herefter overtog Hvidovre-spillet, og bare 3 minutter senere fik gæsterne udlignet, da et forkølet skud endte ved bagerste stolpe, hvor en af gæsterne fik sendt bolden mod mål. Kasper Vilfort fik dog pareret, men returen endte hos en Hvidovre-mand, der kunne sparke bolden i kassen.

Hvidovre fik spillet sig frem til flere gode muligheder i 1. halvleg, men Vilfort diskede op med flere gode redninger.

Bedst som folk forberedte sig på at gå til pause med stillingen 1-1, modtog Jabar Sharza bolden. Han tog et godt træk uden om målmanden og kunne sikkert sende bolden i mål til stillingen 2-1.

I pausen skiftede Hvidovre stort set hele holdet ud, mens Brønshøj foretog en lang række udskiftninger i løbet af halvlegen. Dette gjorde, at hvepsene havde svært ved at skabe noget sammenhængende spil, og Hvidovre skabte også mest i 2. halvleg.

11737937_880621211985845_6667953026823791799_n

Cheftræner Jesper Hansen og assistenttræner Poul Olesen fik set en masse vigtigt i denne træningskamp

Gæsterne var i flere omgange alene med målmand Johan Gårdsvoll, der gang på gang blev den store i duellerne med Hvidovre-angriberne, og Brønshøj kunne derfor tage en 2-1 sejr i årets første træningskamp.

Vi fik samtidig set en lang række prøvespillere i aktion i dag samt nyerhvervelserne Kasper Vilfort, Jamil Fearrington og Kenneth Sørensen, der alle leverede en god indsats.

Næste træningskamp er allerede på tirsdag den 21. juli kl. 18, når Avedøre gæster Tingbjerg.

Målscorere:
1-0: Malte Kiilerich (17)
1-1: Mikkel Dahl (20)
2-1: Jabar Sharza (43)

Dommer:
Nikolaj Hansen

Foto: Christian og Henrik Haslund