Dansk progressiv rock i Pilegården

Man skal prøve at forestille sig lyden af et band som Jethro Tull tilført en snert af King Crimson, Genesis og The Moody Blues, så har man en ide om lydbilledet til koncert med danske Etcetera lørdag den 13. august kl. 20 i Pilegården.

etcetera_beskaaret

Etcetera blev dannet i 1986 i Århus, og har fra starten spillet rendyrket progressiv rock i en melodiøs, symfonisk og til tider jazz’et stil, med hints af dansk 70’er-musik. Ikke musik der faldt i smag i en tid med pumpet lyd og skarpe skulderpuder, så bandet har primært været et studieband med appel til inkarnerede fans af genren verden over.

 

Nu samles Etcetera i originalbesætningen i Kulturhuset Pilegården til en af bandets sjældne koncerter og præsenterer både nyt og gammelt materiale. Bandets medlemmer er Frank Carvalho, Anders Kjærulff Svaneborg, Johnnie McCoy og Michael Munch-Hansen.

 

Der er fri entre og dørene åbner kl. 19.30.