Dramatisk og tæt kamp på Frederiksberg, da Stadion fik 20-20 mod Ydun

Holdfoto-1024x682 StadionHÅNDBOLD: Når vore lokale håndbolddrenge fra IF Stadion kaster sig ud i lokalopgør mod Ydun, er man altid sikker på det helt store drama. Der er både gang i resteniler og flere rygepauser udenfor. Og fredagens opgør i Frederiksberghallen var ingen undtagelse. Det sluttede uafgjort 20-20 efter en Stadion føring på 12-10 ved pausen. Men især afslutningen blev helt vild hektisk og kunne sagtens have ændret resultatet til en sejr for en af parterne.

Stadion fik en meget dårlig start, hvor det hakkede gevaldigt i spillet, hvilket Ydun udnyttede til at komme foran. Men efterhånden kom brønshøjmandskabet bedre ind i kampen, ikke mindst fordi forsvaret fungerede stabilt og godt. Man fik faktisk kæmpet sig foran 12-10 efter de første 30 minutter.

Efter pausen lagde Stadion fint ud og kom foran med hele 15-11, men så kom der et rødt kort, som for alvor satte grus i maskineriet. I de to minutter hjemmeholdet var i overtal, fik de banket tre bolde ind, så stillingen pludselig var 15-14. Her fra fulgtes holdene stort set ad, men halvandet minut før tid kom Ydun foran 20-18. Det betød imidlertid, at Stadion spillerne blev fandenivoldske og satte alt på et bræt. Det gav pote til 20-19, og så endte det sidste minut i det helt store drama. Ydun mistede bolden efter Stadions reducering, og det betød udligning til 20-20 med 50 sekunder igen. Igen havde Ydun så bolden, men deres forsøg røg over Stadions mål, og så var det pludselig gæsterne, der kunne afgøre det hele. Det lykkedes faktisk i de sidste 20 sekunder at score sejrsmålet til 21-20, men dommeren annullerede målet og dømte i stedet tre-meter, som der ikke kom noget ud af. Og dermed sluttede det vigtige opgør uafgjort, hvilket var Stadions sjette af slagsen.

Efter kampen indrømmede den ene af de ellers ganske glimrende dommere, at han havde begået en fejl, og at der burde være fløjtet for straffe i slutsekunderne.

Og hvad så Stadion – er løbet kørt eller hvad ?

Det spørgsmål lod vi gå videre til formand Allan Jensen, og han kunne helt klart svare – at så længe der er liv, er der håb ! Stadion skal vinde sine sidste tre kampe, mens Ydun skal tabe to ud af tre, og så skal man lige holde øje med FIF, som heller ikke skal have maksimalt udbytte af sine sidste kampe. Det hele kan i realiteten risikere at blive afgjort i turneringens sidste kamp, hvor FIF tager imod Stadion i Frederiksberghallen. Hold da op hvor spændende.

Man kan ikke lade være med at tænke på de seks kampe, Stadion har spillet uafgjort og kun fået et enkelt point samt de tre kampe, som blev tabt med en enkelt pind !

Næste opgave er på søndag den 20. marts kl. 14.30, hvor Hvidovre kommer på besøg i Bellahøjhallen.