En lidt anderledes måde at lave cirkus på - vellykket Arena premiere på Bellahøj

Så er Cirkus Arena tilbage på Bellahøj – og det sker med brask og bram. Onsdag aften var der Galla-premiere på årets nye forestilling, men forinden havde man haft tre forpremierer med stuvende fuldt hus.

cir4

ANMELDELSE: Lad det være sagt med det samme – Cirkus Arena gør det igen. Som de foregående år er forestillingen afvekslende og meget underholdende. Men det hele er alligevel lidt anderledes, for man har bygget det hele op som en lille historie omkring de tre frontfigurer Patrick Berdino, Sara Maria og James Sampson, som alle har deltaget i “Vild med dans” – (hvilket heller ikke fornægter sig undervejs). Førstnævnte har den “gyldne cirkusguldjakke” på under stort set hele forestillingen, mens der på to giner i manegen hænger yderligere to af slagsen, som de to debutanter skal gøre sig fortjent til. At det ender godt, giver jo næsten sig selv.

Selve underholdningen byder på søløver, elefanter, heste, dromedarer, lamaer og som noget nyt – dansepiger, som krydrede det hele undervejs med festlige kostymer. Naturligvis var der også gang i trapezen.

                                                cir2

Vi må fremhæve Paulo Kaiser, som mestrer kunsten rola rola til fuldkommenhed. Det er balancekunst i høj klasse. Cretu Truppen får gyset frem med akrobatik som både er vovet og flot. Trio Creation – tre søde piger gør nærmest umulige ting med kontrol over kroppen alt sammen styret af enorme armkræfter og super balance.

cir3

Nonstop Team præsenterer et tempofyldt nummer med høje spring fra trampolin og op på et stort og højt stillads. Meget imponerende. Og sådan kan vi blive ved. Der er ingen udsving i forestillingen – alt er underholdende for hele familien.

cir1

Når de tre “Vild med dans” deltagere er med, får vi selvfølgelig også lidt dans, men på et blødt underlag i en cirkusmanege, bliver det derefter. Og vi får også glimrende sang fra James Sampson, hvad ellers ?!

Eneste lille minus er lyden fra mikrofonerne. Det var ind i mellem lidt svært at høre, hvad der blev sagt, men det lader sig vel rette fremover. Og så skal cirkusorkesteret have også have ros – de gjorde det godt og festligt.

Kort sagt – vi kan varmt anbefale årets Cirkus Arena forestilling, som var let og underholdende. Den kører til og med 10. april på Bellahøj.

2700-netavisen laver indenfor de næste par uger en konkurrence, hvor vi sammen med Cirkus Arena sætter fribilletter på højkant.