En sidste appetitvækker fra den nye Brønshøj-bog ..

Det vrimler med gode minder hos Nørdam Andersen

Nok er det mange år siden, Kim Nørdam Andersen forlod sin barndomsby Brønshøj, men trods det er der mange ting, der står mejslet fast i erindringens klare lys.

kim nør

– Det vrimler med de “indre billeder” og begivenheder, der har sat sig fast i hukommelsen af vidt forskellig art, fortæller Kim Nørdam Andersen.

Nørdam Andersen, årgang 1946 havde sin skolegang på Brønshøj gamle skole fra 1.-3. klasse, herefter på Brønshøj ny skole, hvor skolegården var opdelt i drenge-piger afsnit. På skolen blev eleverne tilbage i 1950erne bespist i frokostpausen, hvortil der blev uddelte grønne vitaminpiller. – Var man så mere sulten, så kunne vi få nogle rugbrøds fedtemadder eller syltetøjsmadder, det var herligt, mindes han.

Tilbageblikket sporer ham ind på herlige skoleløjer, som da han var blevet indianerklippet, så looket fremstod som en Kim med hanekam. Han og klassekammeraterne blev enige om at tage gas på en af lærerne, og lod Kim alene tilbage i klasseværelset, da læreren trådte ind. Kim rejste sig hurtigt og udstødte vilde indianerhyl, så den stakkels lærer blev noget forfjamsket.

– Det var nu ikke lige sådan, jeg skulle have været klippet, men den kvindelige frisør tog det seriøst, da jeg bad om at blive klippet som en indianer, fortsætter Kim Nørdam. – Min mor var nu ikke så stolt ved det, for hvad ville vores far mon sige, når han kom hjem? Det fandtes der gode råd for, så jeg kom i seng med en hue på hovedet. Da far kom ind, spurgte han jo hvorfor drengen ligger med hue på. “Han er forkølet” sagde mor, så var den sag klaret.

Turene i Bella Bio med midnatsforestillinger, ofte 2 i træk, beskårede film så man kunne nå at se dem var fredagshyggen, akkurat som musik og dans i Brønshøj Ungdomsklub hørte til ungdoms fornøjelserne.

Ude på Frederikssundsvej og sidegaderne vrimlede det med butikker af enhver art. Tydeligst står det med de fire ekspedienter hos den lille købmand, parate til at betjene de trofaste kunder, vandet der løb ned ad vinduerne hos ostemanden og skomageren, der i gården ved siden af hjemmet sad som i skrædderstilling med sine blå søm i munden og spyttede dem ud en efter en, når han forsålede diverse fodtøj.

– Mon ikke han også slugte et søm af og til, funderer, Nørdam Andersen, der fik sig en forskrækkelse af de helt store den dag, da der skete en voldsom eksplosion ude på Valby Gasværk 26. september 1964. – Der lød så store brag, at vi troede, der var udbrudt krig. Hjemme hos os havde vinden sendt trykket i den retning, at det så var vore ruder, der klirrede, og ruderne hos BOB Herremagasin smadredes. Det var en ubehagelig oplevelse.

Så var det meget sjovere, når Kim og kammeraterne arrangerede Tivoli på tørreloftet med spøgelsesgange, tombola og spillemaskine og andet sjov.

Hjemme var de tre drenge med Kim som mellemste og en fader, der interesserede sig meget for kunst og antikviteter og var med på moden, når nye ting kunne finde vej til danskernes boliger. – Vi fik fjernsyn allerede i 1954, det var der ikke mange, der havde, og vi fik også sådan et stort køleskab, som de første dage stod ude på terrassen. Far var så nysgerrig, at han gik og åbnede det hele natten for nu også at se, om lyset stadig tændte automatisk, men med det resultat at gulvet flød med vand fra køleskabet, der jo havde været åbnet og lukket så mange gange. 

Sporvognene kørte med linjerne 2-5-7 og 13, men det var moster Gudrun fra Jylland ikke så glad for, når hun skulle overnatte hos os, da de holdt hende vågen, og når de så holdt nattehvil, ja så gik arbejderne i gang med at slibe skinnerne, det havde vi megen morskab med, slutter han.

Kim Nørdam Andersen er i dag bosiddende i Hadsund, hvor han har boet siden midten af 1970erne. Tiden i Brønshøj står stadig lysende klart.

Bogen kan fortsat købes hos Ipsens Kaffebar på Brønshøjvej og koster 130 kroner.