Er man kreativ musiker eller kunstmaler, har man som regel en lidt krøllet hjerne

– og det kommer der mange spændende ting ud af, siger den lokale tusindkunstner Allan Meinhardt , som elsker Brønshøj og Husum af hele sit hjerte. 2700-netavisen har besøgt ham.

IMG_2334

 

Allan Meinhardt med et billede af Husum Bio og en masse løver foran, som sætter overskriften lidt i relief

– Jeg har boet i lokalområdet hele mit liv, og det har en stor plads i mit hjerte, så meget at jeg i dag leder efter gamle fotografier fra bydelene, som jeg kan male.

Det er i aller højeste grad en lokalpatriotisk person, vi i dag kan skrive om. Han bor på en villavej i kvarteret og har gennem sine snart 65 år boet flere steder i bydelene. Og han er ikke en hr. hvemsomhelst – men en spændende og kreativ mand, som har den store glæde at kunne dyrke sine helt store interesser nemlig musikken og malerierne. 

Allan Meinhardt er tidligere folkeskolelærer og virkede blandt andet i mere end ti år på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Helt tilbage fra studietiden – har han dyrket musikken som sin hobby. Selv er han en habil violinist og guitarist og har sin egen lille jazz trio, som han hygger sig med. – Jeg komponerer selv meget af den musik, vi spiller. Så indspiller vi det i mit lille studie eller hos Kristian i ARK studiet på Stenløsevej. I ny og næ er vi også ude at spille. Vi har blandt andet et tema – “jazz and poetry”, som består af digte og lydeffekter med musik til.

IMG_2339

Allan er også violinbygger. I hvert fald er den på billedet kreeret af ham selv.

I en lille seks-sidet folder med Allan Meinhardt kan man blandt andet læse følgende:

Formålet med mine billeder er at få dig til at stoppe op, smile og ryste ganske let på hovedet. Og kigge en gang mere og sige phø….! Du behøver ikke at tolke mine billeder, men jeg håber, at de af og til kan vække lidt undren.

Min baggrund ?

Jeg sagde farvel til mit lærerliv i foråret 2013 og gik hjem og kastede mig over alt det, jeg havde ladet ligge så længe. Maleriet var en af tingene. Jeg havde tegnet og malet gennem alle årene, jeg slap det aldrig helt, men nu gik jeg med et moderne udtryk “banjo” ! Jeg malede med arme og ben, og motiverne lå jo og ventede alle vegne i lokalområdet og de steder, jeg færdedes, så det var bare at gå i gang. Resultaterne kan virke famlende eller skøre, og det er ok. Når jeg maler et motiv, får jeg tit lyst til at vride og dreje udtrykket, drille både dig og mig selv, fortælle en ny historie, prøve noget sært !

Vores land og nærområde og hele kultur frembyder masser af spændende steder og sjove situationer, og der er altid brug for billeder. Livet er fuldt af indtryk, grib dem !

IMG_2331

Lige for øjeblikket arbejder Allan Meinhardt på dette herlige motiv

Vi fik en meget hyggelig snak med Allan Meinhardt, og det er altid skønt at være sammen med mennesker, der brænder for noget. Det gør han i aller højeste grad. For Brønshøj og Husum !! Så skulle nogen af netavisens læsere ligge inde med gamle motiver fra bydelene, så skriv til fa@2700-netavisen.dk, så skal vi nok sørge for videre formidling.

                                              
                                               IMG_2337

                                    Det er lokale motiver som dette, Allan Meinhardt elsker at male.

                       I september er Allan Meinhardt “Månedens kunstner” i Kulturhuset Pilegården.