Fantastiske Husum tog halvdelen af bydelen med til Tårnby og vandt topbraget !

Husum fodbold

FODBOLD: Det er blevet mænd med hår på brystet efter sæsonen sidste år. Dengang svævede man på en lille sky og vandt 11 kampe på stribe – og endte så alligevel med at gå helt i stå, hvilket betød, at oprykningen glippede. I år er det anderledes. Spillerne ved nu, hvad det drejer sig om – og spillet er indrettet der efter !

Den tidlige eftermiddagskamp i Tårnby på Ugandavej mod rækkens super ambitiøse førerhold sluttede med en fortjent sejr til de blå/hvide på 2-1 efter 0-0 ved pausen. Og så er det, man straks kigger på stillingen. Nu er det holdet fra Husumparken, der fører Serie 1 og stadig er ubesejret i sæsonen. Man har tilmed en kamp i hatten i forhold til de andre tophold. En super præstation man kun kan løfte hatten over.

Selvom Tårnby FF havde hjemmebane, så fik de ikke meget ud af det. Husum havde nemlig taget halvdelen af bydelen med til fodbold, og det var helt klart dem, der styrede begivenhederne udenfor banen. Vi må sige det igen – de kan altså det der i Husum Boldklub !!

Som nævnt stod det 0-0 ved pausen, men efter 57 minutter kom Husum foran under stor begejstring. Nicki Eerslev scorede på en assist fra Daniel Badrum. 0-1 holdt dog kun et par minutter, så fik hjemmeholdet udlignet på et straffespark. 1-1 !! Man kunne godt se, det var rækkens tophold der mødtes, kampen var yderst intenst, og der blev givet og taget. Bare 11 minutter før tid lykkedes det igen for Husum at komme foran. Mathias Frydensbjerg scorede på en aflevering fra Rasmus Rosenberg. 1-2 !! De sidste 10 minutter blev endnu mere hektiske og dramatiske, og det kostede Husums boldkunstner Paulo Hansen en udvisning bare få minutter før tid. Men føringen holdt – og Husum kunne juble over den flotte sejr. En mandfolkeindsats af format.

Allerede på tirsdag aften har Husum endnu en svær kamp mod FC Udfordringen i Husumparken. Den kamp starter klokken 19.00.

Skal vi sjusse tilskuertallet fra Husum, så ligger det vel på omkring godt 250, som ankom i 2 store busser og en masse privatbiler ! Det er utroligt ….