HF-Centret Efterslægten fyldte et kvart århundrede, og det blev fejret

I august 1991 ændrede Efterslægtens bygninger på hjørnet af Hyrdevangen og Efterslægtsvej funktion fra gymnasium til HF-Center. Det fejrede man på Efterslægten med bl.a. festforelæsning af Chris Macdonald, reception og stor fest for hele personalet.

 

HF-C 25 år (1)

Kursister, lærere og gæster strømmede til HF-Centret Efterslægtens 25-års jubilæum.

”En ny skole har set dagens lys i Nord-Vest”. Sådan skrev aviserne den 3. december 1991 og fortsatte: ”Siden august er Efterslægten både af navn og gavn et ”HF-Center.” Ved samme lejlighed blev Søren Ferslev Andersen indsat som ny rektor”. Samme rektor udtalte videre under overskriften ”Et nødvendigt gode”: ”Vi kan hjælpe enhver, ung eller voksen, til en ny uddannelse, der kan skræddersys til ham eller hende.”

Og sådan er det stadigvæk på Efterslægten, her 25 år senere. I sin tale ved receptionen sagde rektor Anne Frausing blandt andet: ”Det er stadig i dag et særligt kendetegn ved alle medarbejdere på HF-Centret Efterslægten – vi vil HF, og vi vil de unge og voksne kursister med alt, hvad det indebærer. Flere af de tilstedeværende har været med fra starten for 25 år siden, og flere er fortsat at finde blandt lærere og ledelse. HF-Centret Efterslægten er kommet for at blive. Vi har været en central spiller på banen i 25 år, og det vil vi fortsætte med – uanset vindretningen på det politiske vejrkort.”

Chris Macdonald udfordrede

HF-C 25 år (3)

Der var liv, udfordringer og masser af spræl i Chris Macdonald, da han holdt festforelæsning i anledning af HF-Centret Efterslægtens 25-års jubilæum.

“Vi skal løse problemer. Sammen med andre. Med tanke rettet mod fremtiden. Og med empati og opmuntring”. Det kunne også have været rektor Frausings ord, men det var hovedbudskabet, da Chris Macdonald i anledning af jubilæet holdt festforelæsning for Efterslægtens kursister, lærere og indbudte gæster. I et sandt festfyrværkeri af skærmbilleder, flip overs, indfald og udfald om alt fra brug af smart phones og Red Bull over livsstil, motivation og personlig udvikling til følelserne omkring det at få et barn.

Og budskaberne gik rent ind hos tilhørerne. I en sådan grad, at der nærmest var fan-mylder omkring Chris Macdonald efter foredraget, hvor han måtte skrive autografer, levere tegninger af ”en ko på isen” og udveksle alvorlige historier med nogle af kursisterne omkring tidligere problemer og udfordringer.

HF-C 25 år (4)

Kursisterne stod i kø for at få en snak og en autograf af Chris Macdonald efter hans forelæsning ved HF-Centret Efterslægtens 25-års jubilæum.

På trods af de festlige rammer og en voldsomt underholdende præsentation var der meget alvor og fra Chris Macdonalds side et dybfølt ønske om at kursisterne og deres generation vil klare sig godt.

Rektor hyldede – og skældte ud

I sin tale fortalte Anne Frausing om historien bag overgangen fra gymnasium til HF-Center på Efterslægten og hyldede de politikere og skolefolk, som for 25 år siden havde skabt HF-Centret Efterslægten som en helt unik institution. Og rektor Frausing har ligesom Macdonald også dybtfølte ønsker for sit HF-Center, kursister og medarbejdere. Og hun bliver vred, når nogen sætter spørgsmålstegn ved HF-uddannelsen, sådan som det er sket ved det seneste politiske forlig. ”Man må nok sige, at HF’s generelle studiekompetence lige siden dengang har været genstand for stærke holdninger og angreb – og ofte på en temmelig useriøs baggrund, som vi netop har set det i optakten til forliget om de gymnasiale uddannelser i juni 2016. I 1967 sagde seminarierektor Tage Kampmann, at det ville være en tragedie, hvis HF kun skulle give adgang til seminarierne, og undervisningsminister K.B. Andersen sagde, at han håbede universiteterne og de højere læreanstalter ville tænke fordomsfrit, når de skulle tage stilling til HF’s kompetence. Jeg sender hermed opfordringen videre til vores politikere om at tænke fordomsfrit, når de skal afgøre HF’s skæbne og status i uddannelsesbilledet og dermed mange dygtige unge menneskers fremtidsmuligheder.”

Og så blev der festet

Efter festforelæsningen nød kursisterne en ”happy hour” med pølsehorn og drikkevarer i det smukke solskinsvejr, og lige inden solnedgang samledes alle ansatte til fællesfoto og festmiddag i den smukke aula fra 1940 med revy, taler, solosang af rektor og dansemusik fra skolens helt eget band.

HF-C 25 år (5)

Kursisterne på HF-Centret Efterslægten nød en ”happy hour” ved HF-Centret Efterslægtens 25-års jubilæum.

Endnu et kapitel blev føjet til Efterslægtens lange historie. En historie, som jo ikke bare går tilbage til 1991, og heller ikke til 1940, da skolen flyttede til NordVest, men helt tilbage til 1786, da Efterslægtselskabets skole blev grundlagt.