Husum lagde ud med drømmestart og 5-1 over Hellas

   Drømmestart !!

Husum kunne næsten ikke have bedt om en bedre sæsonstart, da de slog oprykkerne fra Hellas 5-1 i Husumparken. Det var en kamp hvor Husum var dominerende, og sejren kunne sagtens være blevet større, hvis hjemmeholdet havde formået at udnytte deres mange chancer i 1. halvleg. Lasse Syndergaard, Mathias Frydensbjerg, Emil Brix Ohmann, med 2 mål, og Christoffer Sisbo stod for Husums fuldtræffere.

Tekst: Christian Haslund

Tilskuerne som havde trodset regnen så et første kvarter med en del fejlafleveringer og meget spil på midten af banen, og hvor ingen af holdene kom frem til chancer. Hjemmeholdet begyndte dog at sætte sig på kampen, og det gav de første store chancer.

Efter 13 minutter fik Sebastian Stage en stor chance inde i feltet. Han fik bolden under kontrol og sendte den mod mål, men måtte se Hellas-keeperen levere en god redning.

Husum fortsatte med at skabe muligheder, hvoraf den største af dem tilfaldt Lasse Syndergaard, men helt alene ved bagerste stolpe fik den store angriber headet forbi mål.

Ti minutter før pausen kom målet endelig til de blåhvide. Sebastian Stage erobrerede bolden lige uden for Hellas’ felt og spillede den ind til Syndergaard. Denne gang svigtede Syndergaard ikke, da han med en kølig afslutning lobbede bolden over Hellas’ målmand og ind i kassen. 1-0 til Husum.

Hellas var gennem 1. halvleg meget sjældent oppe omkring Husums felt, men efter 40 minutter fik de muligheden for at udligne. Bolden dumpede lidt tilfældigt ned til en Hellas-spiller, der sparkede på mål, men Rasmus Brix Ohmann stod hvor han skulle og kunne parere bolden.

Husum gik derfor til pausen med en 1-0 føring, men med lidt mere skarphed i afslutningerne kunne de have ført med 3-4 mål.

Husum fortsatte, hvor de slap, da 2. halvleg blev fløjtet i gang, og der var straks afslutninger fra hjemmeholdet, som dog ikke gav mål.

Efter fem minutter blev Frydensbjerg nedlagt i feltet. Dommeren var ikke i tvivl om pegede med det samme på pletten. Frydensbjerg skulle selv tage sig af straffesparket, og han var usvigelig sikker fra pletten, da han gjorde det til 2-0.

Efter det mål sænkede Husum tempoet, og det gav plads til Hellas, der oplevede deres bedste periode i kampen. Gæsterne fik også reduceret, da et indlæg i venstre side blev slået til bagerste stolpe, hvor en helt fri Silas Holm dukkede op og headede bolden i mål til stillingen 2-1.

Hellas var også tæt på at udligne, da en af gæsternes midtbanespillere så, at Rasmus Brix Ohmann var langt ude af sit mål. Der blev skudt fra midten, og bolden strøg over Ohmann, men heldigt for Husum gik bolden lige forbi mål.

Med 20 minutter tilbage indkasserede Hellas et gult kort og skulle spille de ti efterfølgende minutter med en mand i undertal. Det udnyttede Husum til igen at bringe sig foran med to mål. Emil Brix Ohmann fik masser af plads uden for feltet, og fra 25-30 meters afstand bankede han til bolden, som strøg i kassen til 3-1. Et flot mål.

Hellas var tæt på at bringe spænding tilbage i kampen, da en kantspiller tog et flot raid ned af Husums venstre side. Med et hårdt og fladt indlæg fandt han sin holdkammerat Rune Skov, som havde masser af tid, men Rasmus Brix Ohmann kom flot ud af sit mål og fik blokeret bolden.

Husum havde stadig mod på mere og havde flere forsøg, uden det voldte Hellas’ målmand problemer. Men lige inden tiden ramte 90 minutter kom endnu et mål. Venstrebacken Christoffer Sisbo havde søgt med frem, og han blev spillet helt fri af Sebastian Stage. Sisbo trak køligt uden om Hellas-keeperen, inden han trillede bolden i mål med højrebenet. 4-1 til Husum.

Minsandten om et ikke også skulle blive 5-1. Frydensbjerg fik masser af tid ude på højrekanten, hvorfra han smed et indlæg ind i feltet. Her stod Emil Brix Ohmann helt fri, og han kunne fra en helt fri position heade sit andet mål i kassen.

En god start for Husum, som man skal forsøge at følge op på, når de lørdag den 26. august kl. 13 spiller lokalopgør ude mod BK Fix.

Husum – Hellas                           5-1 (1-0)

Mål: 1-0: Lasse Syndergaard (35) 2-0: Mathias Frydensbjerg, straffe (50) 2-1: Silas Holm (58) 3-1: Emil Brix Ohmann (72) 4-1: Christoffer Sisbo (90) 5-1: Emil Brix Ohmann (90+2)

Dommer: Armash Mehndi Khan