Hvem har lyst til et gratis grin på torsdag ?

På torsdag den 16. marts kl. 19.00 viser man i Bellahøj kirke det svenske komediedrama “En mand der hedder Ove”. Titelkarakteren er en gnaven, ældre herre, der har gjort det til sin fremmeste opgave at holde villakvarteret pænt og ordentligt.
Selvom Ove anses som bitter, har han i bund og grund hjertet på det rette sted men går og sørger over tabet af sit livs kærlighed. Af samme årsag ser den rigide regelrytter ikke nogen grund til at leve længere.
Men da tingene ser sortest ud, bakker den højgravide, nye genbo, Parvaneh, og hendes familie ind i Oves postkasse i en mislykket parallelparkering. Hvad der starter som dråben, der får bægeret til at flyde over, ender i et uventet venskab til gavn for begge parter.
Feel good-filmen er en af de største biografsucceser i nyere svensk filmhistorie, og med over 1,6 mio. solgte billetter ”hinsidan” overgår det humoristiske drama bl.a. Stieg Larsson-filmene og den beslægtede Den hundredårige. Rolf Lassgård, kendt for sin hjerteskærende præstation i Susanne Biers Efter brylluppet (2006), har titelrollen.
‘En mand der hedder Ove’ er baseret på en bestseller af Fredrik Backman. (copyright: kino.dk)