Hvor ondt kan det blive for BB ?

FODBOLD: Indtil syv minutter før tid førte BB 1-0 på Herfølge Stadion mod hjemmeholdet HB Køge, og alligevel skete det, der ikke måtte ske, at de sort/gule endnu engang fik gummiben og lukkede to mål ind til sidst. HB Køge vandt 2-1, og dermed er BB uden sejr efter de første syv kampe. Samtidig blev debutanten Mads Nielsen båret fra banen med en knæskade. Så det begynder at se betænkeligt ud, selvom træner Carit Falch fortsat nyder den tillid, han bad om før turneringen startede.

DSC_0467

Klar til kamp på Herfølge Stadion..  (Foto: Christian Haslund)

Det gik ellers ganske glimrende i første halvleg, hvor alt stort set gik efter den aftalte plan. Træner Carit Falch havde lagt en taktik, som spillerne fulgte, og de første 45 minutter sluttede uden scoringer.

Efter pausen bragte Andreas Granskov Brønshøj foran 1-0, men efterhånden som man nærmede sig afslutningen på kampen, pressede HB Køge mere og mere på. Det blev til flere hjørnespark, og på et sådan lykkedes det for hjemmeholdet at udligne bare syv minutter før tid ved Alexander Ludwig på et udmærket hovedstød. Det skal siges – uden at være nogen dum undskyldning, at stort set alle kendelser især i denne periode gik BB imod. Men sådan er det jo som regel, når man er bundhold.

I overtiden skete katastrofen og det, som ikke må ske. HB Køges Bruninho fik lov til at gå gennem hele forsvaret og score sejrsmålet til 2-1. Bittert og smerteligt for et ellers godt kæmpende BB-mandskab, som allerede efter et kvarter i første halvleg måtte lade debutanten Mads Nielsen udskifte med en grim knæskade.

DSC_0504

Mads Gabel var anfører i Jesper Fleckners fravær. (Foto: Christian Haslund)

Det betød, at konceptet endnu engang skulle laves om. Netop derfor er det pokkers synd, at hjemmeholdet får den sidste kasse i overtiden.

– Det er fjerde gang, vi taber efter at have ført 1-0, sagde en tydeligvis skuffet men fattet Carit Falch efter kampen. – Vi spiller ikke nogen særlig god kamp, men spillerne gjorde, hvad vi havde aftalt. At det så lykkes for HB Køge at få udlignet syv minutter før tid, kan man leve med. Uafgjort på udebane ville ikke være noget dårligt resultat. Men at de scorer så tæt på afslutningen – og tilmed på min gamle hjemmebane, den sved lidt. Nu må vi bare ikke få et taberkompleks. Vi er så tæt på hele tiden, at det snart må vende til vores fordel. Heldigvis mærker jeg på drengene, at de mere er irriterede over at tabe knebent hver gang, og kan det vendes til noget positivt og aggressivt, så skal vi nok få hul på bylden, slutter Carit Falch.

Til alle BB-tilhængere (hvoraf de fleste selv har spillet fodbold), er der kun at sige, at det ikke gavner  at begynde at diskutere eller tabe modet, fordi det ikke lige går, som man håber. Så længe Brønshøjs nye hold spiller tætte kampe, så vil gutterne vinde på et tidspunkt. Og heldigvis mangler vi endnu 26 kampe at vende bøtten i.

På lørdag i næste uge mod Roskilde på Tingbjerg Ground kommer den første sejr. Det postulat tør vi godt komme med på 2700-netavisen.