Indlæg: Gruppevold skal straffes hårdere

PeterSkaarup-portræt 2011

 

Kort inde i det nye år kommer Folketinget til at tage stilling til et forslag fra Dansk Folkeparti om at straffe vold, hvor flere i forening overfalder sagesløse mennesker, langt hårdere end tilfældet er i dag.

 Gruppevold er et stigende problem. I 2005 var 32 procent af alle voldsanmeldelser med baggrund i vold begået af to til fire gerningsmænd. I 2011 var det tal oppe på 46 procent. Også hvor der er endnu flere gerningsmænd er det et stigende problem.

 

Vi har set forfærdelige episoder, hvor fuldkommen sagesløse er slået til plukfisk og gerningsmændenes bedste forklaring har været, at de synes det var morsomt. Et af de senere eksempler skete i sommeren 2013 i Metroen i København, hvor en nyudklækket student blev overfaldet af fire personer, der var på et sandt voldstogt igennem København.

 

Der gives generelt alt for korte straffe for vold i Danmark, og når voldsmænd vælger at slå sig sammen mod et enkelt offer, ja så er det udtryk for en sådan afstumpethed, at Dansk Folkeparti mener, at straffen per automatik bør forhøjes med 50 procent.

 

I mange politikredse rundt omkring i Danmark har man efterhånden problemer med bander og bandelignende grupperinger, der er fuldstændig uden hæmninger og overfalder folk uden nogen som helst grund. Den slags meningsløs og afstumpet vold skal vi til livs – og det kommer vi kun, hvis samfundet sender et klart signal om, at det er totalt uacceptabelt og straffes hårdt, hvis man begår den slags forbrydelser.

 Jeg håber, at Folketinget vil være med til at sende et signal til gruppevoldsmændene om, at deres adfærd er uacceptabel.

 

Peter Skaarup MF

Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører. Valgt i Kbh storkreds.