Kom og vær med til at lørdagens mosemarch ikke bliver den sidste i denne omgang !
På lørdag den 31. oktober skal Brønshøj endnu engang en tur om på den anden side af Mosen til Gladsaxe Stadion for at møde AB i et lokalopgør, hvor vigtige point står på spil. Med en sejr kan BB tage et afgørende skridt i kampen om oprykningspillet til foråret, og måske kan et enkelt point også være nok, hvis et par andre resultater flasker sig.
Og hvad der efterhånden er blevet en tradition, når hvepsene spiller ude mod AB, så vil der blive afholdt et optaktsarrangement i Brønshøj Boldklub.
Fra klokken 11.30 på lørdag vil der være åbent i Brønshøj Boldklubs klubhus, hvor det vil være muligt at købe øl og vand, inden man i samlet trop og sort/gule farver marcherer gennem mosen til kampen, der starter klokken 14.00. Drengene skal have al den støtte, de overhovedet kan få !
Alle BB-tilhængere opfordres til at komme og være med til, at denne mosemarch ikke bliver den sidste i denne omgang.