Kommende aktiviteter i Husum og Husumvold kirker uge 11 (opdateret)

Husum Kirke:

Barselshøjskole
Så er det tid til endnu en Barselshøjskole. Denne gang foregår det tirsdag den 14. marts kl. 10-12 i Husum Kirke. Temaet er KROP med Beate Hovmand, fysioterapeut med speciale i børnebehandling. Det er gratis at være med. Man tilmelder sig enten via Husum Kirkes hjemmeside eller ved at sende en mail til kirkeinfo.husum@gmail.com.

Morgensang
Sognepræst Bettina Birk Jensen inviterer torsdag den 16. marts kl. 9 til morgensang og morgenkaffe i Husum Kirke. Alle er velkommen – mød bare op

Korkoncert i Husum Kirke

Lørdag den 18. marts kl. 15 synger Husum Kirkes kor foråret ind. Dagen igennem øver korene både sammen og hver for sig på et storslået forårsprogram. Dagen ender med en stor koncert kl. 15, hvor korene vil synge et varieret program af forårssange og andet fra deres repertoire. Det er andet år, at der holdes kordag i Husum kirke og dermed kun anden gang nogensinde, at alle korene kan høres ved en samlet koncert! Det er gratis at høre koncerten.


Onsdagsklubben
Kom og hør lederne af Husum Kirkes sorggruppe Annalise Christensen og Bettina Birk Jensen fortælle om Husum Kirkes tilbud for folk, som har mistet en person, der stod dem nær. Det foregår onsdag den 22. marts kl. 14 i Husum Kirke.

 

Husumvold Kirke:

Spaghettigudstjeneste
Husumvold Kirke inviterer endnu engang børn og deres familie til børnegudstjeneste tirsdag den 14. marts kl. 17. Denne gang vil sognepræst Line Bjørn Hansen og korleder Christina Schimmell Rindorf berette om fortællingen om Daniel og de farlige løver. Efter en halv times gudstjeneste i børnehøjde serveres der spaghetti med kødsovs. Det er gratis at spise med og kræver ikke tilmelding.

 

Legestue
Der er legestue onsdag den 15. marts kl. 10-12 i Husumvold Kirke. Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd Hippe Hansen og Birthe Jensen står trofast for legestuen – de bager boller til dagen og sætter gode sange i gang for børn og voksne. Der er også saft, te og kaffe. Det koster 5 kr. per familie at være med.

 

Fødseldagsfest
Kom med til fødselsdag, når man fejrer Husumvold Kirkes 57 år. Der begyndes med en gudstjeneste, som bliver holdt af sognepræsterne Line Bjørn Hansen og Lise Mortensen. Musikken bliver et festligt genhør med kirkens tidligere husorkester og med kirkens organist Eva Maria Jensen. Bagefter er der mad til alle og menighedsrådsformand Birgit Jensen fortæller om det seneste år i kirken. Det er gratis at spise med. Tilmelding til spisning er på kordegnekontoret eller på tlf. 38 60 90 40.