Mændene i madklubben hygger sig og skiftes til at stå for menuen

Mændene skiftes til at stå for menuen og introducerer hinanden til mad fra hele verden. Imens hygger de sig gevaldigt. Klubben er blevet mere end bare mad for deltagerne.

Madklub for mænd 140514 MIKAL SCHLOSSERMændene mødes og hygger sig madklubben. (Foto: Mikal Schlosser)

Flere deler nationalitet, nogle også modersmål. Mange har boet længe i Tingbjerg, nogen er flyttet til området for nylig. Andre har små børn, arbejder ikke eller kendte allerede hinanden fra andre sammenhænge. De er vidt forskellige, mændene i madklubben. En aften hver anden uge mødes de for at lave mad.

Maden bliver til

Jihad Ayoub og Svend Møballe er allerede i fuld gang ude i det lille køkken med de skriggrønne vægge i Beboercentrum. Laksen er klar til at sætte i ovnen, og Svend Møballe hakker løg, så øjnene næsten svider bare ved synet. Jihad Ayoub har været med fra madklubbens start for godt et års tid siden og kommer troligt, mens Svend Møballe er ny på holdet.

– Jeg er enlig og måske ikke så ferm til at lave mad. Men madklubben passer godt til mig. Jeg læste om den på hjemmesiden, og så var jeg lige forbi Beboercentrum, fortæller Svend Møballe, der flyttede til Tingbjerg for et halvt år siden.

Døren går op, og ind kommer Lars Anderslund, Sheikh M. Saleem, Mustafa Khan og Abdusamed Saleh. Senere endnu kommer flere mænd. – Det er ikke alle, der er med til at lave mad. De kommer først senere. Så dækkes der borde eller ryddes af. Alle laver noget, fortæller Jihad Ayoub. Han kan lide at lave mad og var en velvillig deltager, da han i sin tid blev opfordret til at være med i madklubben.

Mændene placerer sig rundt om bordet udstyret med skærebrætter og knive. Småsnakkende hakker de mynte, forårsløg, radiser, salat, agurk, tomat, masser af hvidløg, og chili. Det er store chili, der ikke er så stærke, så alle kan være med. Alt sammen skal bruges til de gule ris og salaten.

I dag er der ingen opskrifter at gå efter. Det er ellers meningen, så alle kan følge med i, hvad der bliver lavet. Samtidig er det nemmere at gentage succesen i sit eget køkken, hvis man har en opskrift at gå efter. Det er ikke så nemt at lave den samme mad derhjemme, fortæller et par af mændene smågrinende, når man gør det på slump. Det bliver helt anderledes.

Snakken går 

Den store skål til salat bliver stille og roligt fyldt op. Imens går snakken om stort og småt, livets genvordigheder og praktiske fif til madlavningen. Det sker på kryds og tværs af bordet, alt imens laksen i ovnen dufter, og risene koger.

Lars Anderslund elsker at lave mad og laver mad hver dag derhjemme. Det regnede han imidlertid ikke med, at de andre mænd i madklubben gjorde. – Inden jeg kom her, troede jeg, at det var konerne derhjemme, der lavede mad til mændene. Men mange af de mænd, der kommer i madklubben, kan virkelig diske op med god mad, fortæller han og kigger anerkendende på de andre i rummet.

Tilbehøret skal også tilberedes. Det er humus og auberginemousse – på dåse. Jihad Ayoub siger, at det ikke smager af så meget, så de vil gøre det lidt lækrere. Han tilsætter citronsaft, salt og tahin. Derefter anretter han det fint på et fad, og han får mynteblade og småtskåret chili fra de andre mænd til at pynte med.

Så er der serveret

Flere mænd kommer ind af døren, netop som det er tid til at anrette maden på et bord. Hurtigt er der også lavet en stor kande rød saftevand, og en har en sandkage med, der også bliver sat frem.

Først skal maden foreviges. Mændene skal have snapshots på telefonerne, så de kan vise frem, hvad de har præsteret. Så kan alle endelig sætte sig med deres mad. Det er blevet tid til at spise og slappe af et øjeblik, inden de rydder op og vender næsen hjemad.

Om madklub for mænd

Alle mænd er velkommen til madklub. Det foregår i Beboercentrum om onsdagen i lige uger kl. 17.30-22, og det koster 25 kr. pr gang at være med. Man kan kontakte Fadi Abou Jamous i Beboercentrum eller på telefon 2466 8161, hvis man vil vide mere. 

Gry Abrahamsen