Med 10 mand det meste af kampen tabte BB i Vejle

FODBOLD: Hvad der i starten så ud som en forrygende premieresucces for de sort/gule endte i stedet med et skuffende nederlag på 2-1 i Vejle.

Kampen bar tydeligt præg af, at det var nu, det nye Brønshøj-mandskab virkelig skulle testes mod et meget ambitiøst hjemmehold i Nørreskoven. Og generelt set må man sige, at holdet faktisk gjorde en pæn figur. BB kom tilmed foran på et –  (i følge Vejle) – tyndt straffespark, som Sebastian Dalgaard sikkert omsatte til 1-0. Det gav lige et boost til Carit Falchs tropper, som mødte jyderne tilbage på banen.

BB -1.4.2014

Sebastian Dalgaard scorede

Men efter 27 minutter gik der helt koks i tingene, da Kasper Sørensen lavede et voldsomt frispark mod Kristian Sivebæk.

BB -1.4.2014

Kasper Sørensen fik direkte rødt

Det betød direkte rødt til Sørensen, og så skulle BB spille de resterende 63 minutter med en mand i undertal. Naturligvis gav det en masse uro på holdet, og Vejle overtog mere og mere af spillet. Det gav bonus efter 37 minutter da Viljomur Davidsen udlignede til 1-1, da han sendte et skud mellem venner og fjender i nettet.

Den stilling holdt halvlegen ud, og de godt tusind tilskuere kunne glæde sig over en intenst fight fra begge sider.

I pausen skiftede BB Mads Gabel ud med Anders Vest-Hansen.

De sidste 45 minutter fortsatte med et voldsomt Vejlepres, men BB-forsvaret kæmpede glimrende, og især Nicklas Dannevang i målet stod fremragende. Kristian Sivebæk må betegnes som Vejles bedste mand, for han var en konstant uro for BB’erne, og det var da også ham, der scorede hjemmeholdets sejrsmål til 2-1 efter 67 minutter. Forinden havde Brønshøj foretaget endnu en udskiftning, da Sebastian Lassen røg ud til fordel for Sebastian Salomonsen. Godt 10 minutter før tid kom for øvrigt sidste udskiftning. Oliver Fredsted blev erstattet af Simon Henriksen.

Ud fra de givne betingelser må man nok konstatere, at Vejle fortjent vandt kampen 2-1.

BB -1.4.2014

Aleksandar Lazarevic – dum udvisning på to gule kort

Men det var ikke nederlaget, der ærgrede og irriterede mest. Det var den totalt unødvendige udvisning af Aleksandar Lazarevic i overtiden. Bare få dage forinden fik man bange anelser i træningskampen mod FB, hvor den ellers glimrende fighter slet ikke kunne styre sit temperament. Faktisk hviskede en Brønshøj-leder til netavisens udsendte, at Aleksandar ville blive en dyr mand for BB, hvis han ikke lærte at tøjle sig. Det holdt så stik bare få dage efter. Og pokkers ærgerligt – for så stor og farlig er BB’s trup nu heller ikke. Her er også et problem, Carit Falchs må se at få klaret. Dumt – pokkers dumt !

Brønshøj start11’er var – Dannevang, Gabel, Fleckner, Juel Andersen, Fredsted, Lassen, Thinter, Sørensen, Dalgaard, Lazarevic og Granskov. På bænken sad Mikkel Nøhr Christensen, Sebastian Salomonsen, Anders Vest-Hansen, Simon Raahave, Yousuf Butt og Simon Henriksen.

Næste opgave bliver ikke nemmere, tværtimod. AGF kommer på besøg, og den bliver ikke nem for det nye Brønshøj mandskab. Det sker på Tingbjerg Ground søndag den 3. august kl. 15.30. Kampen sendes også direkte i TV3-sport.