Mere stand-up i Pilegården

Torben_chris_rasmus_olsen_pressefoto

En kompromisløs street-talker og en tilbagelænet observationskomiker. Mandag den 6. juni kl. 20 går de to komikere Torben Chris og Rasmus Olsen på scenen i Kulturhuset Pilegården.

Tilbage i december 2015 fik samtlige danskere øjnene op for komikeren Torben Chris, da han pludselig blev et varmt samtaleemne. Komikeren havde lagt et billede af sig selv nøgen i et skumbad med sin 2-årige datter på Facebook for at rette fokus mod danskernes stigende nøgenforskrækkelse, hvilket hans nyeste show Jydelogik også gik i frontalangreb på. På blot fire timer blev opslaget liket mere end 24.000 gange og delt over 2400 gange. I skrivende stund får billedet tilmed endnu en tur igennem den virale mediemølle uden for landets grænser.

 

En street-talker

At Torben Chris er kompromisløs i sit materialevalg er ikke til debat. Han tager fat i verden, holder den op og ryster den i håbet om, at noget logik og fornuft skulle falde ud af lommerne. Han er en street-talker, der serverer kaskader af ord på kort tid og er kendt for at besidde en voldsom energi, der når langt ud over scenekanten. Hvis publikum vil have jokes om gamle menneskers sexliv og hyperfede mennesker, så får de det – hvis de mere er til hverdagsobservationer, som de kan nikke genkendende til, så er Torben Chris manden, der kan lægge publikum ned med sine beskrivelser af danskernes forhold til deres elkedel eller deres McDonalds-besøg. På det seneste tilmed krydret med en politisk-satirisk vinkel.

 

Rasmus Olsen

Med 10 år på bagen som komiker er Rasmus Olsen ved at være en gammel rotte i faget. Han fik en flot tredjeplads til DM i Stand Up 2008, som samtidig var startskuddet til karrieren som tekstforfatter på diverse tv- og radioprogrammer.

På scenen er Rasmus Olsen en af vores dygtigste observationskomikere. Han har en charmerende tilbagelænet stil og belyser samfundets små absurditeter på en hyggelig, undrende og insisterende måde. Som publikum bliver man viklet i en spind af skæve vinkler og fantastisk timede punchlines, så man ikke kan andet end at overgive sig til humoren. At Rasmus Olsen er en af branchens dygtigste understregede han i 2012 ved at vinde Läkarols Talentpris til Zulu Comedy Galla.

Billetter koster 75 kr. i forsalg på www.pilegaarden.kk.dk og studerende skal kun betale 50 kr. Køber man først i døren koster entréen 100 kr. Dørene åbner kl. 19.30.