Naundrup scorede hattrick i sikker pokalsejr over Herlufsholm

Brønshøj spillede sig her til aften videre til 3. runde i DBU Pokalen, da Herlufsholm fra Sjællandsserien blev besejret 5-0 på Tingbjerg Ground. Alle 5 mål faldt i 2. halvleg, og her tegnede Patrick Naundrup sig for et hattrick, mens Jabar Sharza for 3. gang i sæsonen scorede 2 mål i en kamp. Der var samtidig debut til Daniel Anusic, der skrev kontrakt med hvepsene i lørdags.

10421591_899005093480790_3892408435971771334_n

Brønshøj styrede 1. halvleg fra start, men på trods af dominansen skulle vi helt frem til det 23. minut, før den første store chance kom i kampen. Daniel Anusic kombinerede med Martin Rasmussen på kanten af feltet, inden han fandt en helt fri Jabar Sharza, men Sharzas forsøg strøg langt forbi mål.

2700-netavisens udsendte Christian Haslund var på Tingbjerg Ground                                           Foto: Thomas Løser og Henrik Haslund

Herefter kom chancerne på stribe. Først fik Naundrup en god mulighed, da Daniel Bachs hovedstød fik for lidt fart, men angriberens skud endte over mål. 4 minutter senere kom Nuri Mustafi frem til et hovedstød, men en flot refleksredning af Sebastian Sørensen gjorde, at det stadig stod 0-0.

1 minut før pausefløjt fik Naundrup igen muligheden for at bringe hvepsene foran, men fra kanten af feltet sendte han bolden en meters penge over mål.

Så på trods af flere gode chancer til hjemmeholdet var gæsterne stadig med rent resultatmæssigt. De trofaste supportere skulle dog ikke vente længe i 2. halvleg før de fik mål, og så kom de til gengæld også i stimer.

11988531_899005190147447_1867475553674370155_n

Der var bare spillet 3 minutter, da Sharza trak ind i banen fra venstre side, og med et smart lob over hele forsvaret fandt Naundrup, der med en lang tå fik sendt bolden forbi Sebastian Sørensen og i mål.

Det var Naundrups 1. mål i Brønshøj-trøjen, men det skulle blive til flere inden aftenen var omme. 10 minutter efter 1-0 målet gjorde Naundrup det også til 2-0, da han flot tog Granskovs indlæg ned, inden han med venstrebenet sendte bolden over i det lange hjørne uden chance for Herlufsholms keeper.

Sharza ville også lege med og efter godt og vel en times spil, gjorde han det til 3-0, da han stod umarkeret inde i feltet og sikkert kunne sende bolden i netmaskerne.

Først i det 68. minut kom gæsterne frem til deres første chance, da Kasper Marland fra højre side af feltet testede Johan Gårdsvoll, der fik pareret til hjørne. På det efterfølgende hjørnespark var Kasper Marland igen tæt på at score, men en heroiske kæmpende hveps kom i vejen, i flere omgange på stregen, inden Gårdsvoll kunne sikre sig bolden.

Granskov var tæt på at bringe hvepsene foran 4-0 omkring et kvarter før slutfløjt, da han med et knaldhårdt skud sendte bolden på overliggeren. Returen endte hos Naundrup, der sendte bolden i mål, men for inden var der fløjtet for offside.

Hjemmepublikummet blev dog ikke snydt for et 4-0 mål, da Sharza kort efter igen stod fri i feltet, og med en helflugter bankede kuglen i kassen. Det var Sharzas 6. sæsonmål.

11933481_899005590147407_6664436739232457410_n

Tilskuerne skulle dog få et mål mere at juble over, da Naundrup fik sit hattrick. Ved forreste stolpe fik han med en tå sendt bolden i mål via overliggeren til slutresultatet 5-0.

Dermed er BB klar til 3. runde af pokalturneringen. Spændende at se hvem næste modstander bliver.

Næste kamp for hvepsene er på lørdag d. 5. september kl. 15, når sæsonens første mosederby finder sted, hjemme på Tingbjerg Idrætspark, mod AB.

Opstilling:

Johan Gårdsvoll – Daniel Anusic (25. Sebastian Lassen), Jeffrey Ofori, Nuri Mustafi, Oliver Fredsted – Martin Rasmussen, Jonas Skovengaard (67. Malte Kiilerich), Frederik Lorenzen, Jabar Sharza – Andreas Granskov, Patrick Naundrup

Ikke benyttet:
Kasper Vilfort, Casper Henningsen

Brønshøj – Herlufsholm 5-0 (0-0)

Mål:
1-0: Patrick Naundrup (48)
2-0: Patrick Naundrup (57)
3-0: Jabar Sharza (61)
4-0: Jabar Sharza (80)
5-0: Patrick Naundrup (89)

Advarsler:
Herlufsholm: Niclas Rasmussen

Tilskuere:
160

Dommer:
Benjamin Willaume-Jantzen