Netavisens redaktør fik James Rasmussen i gang med en ny karriere

jacks

Et dejligt gensyn efter mange år – Poul Rudi – “den gamle redaktør” og James Rasmussen

Da Poul Rudi for første gang i flere år besøgte Danmark, var det for Pinsekirken, som holdt et arrangement i Pilegården, hvor den gamle Four Jacks sanger fortalte om sin tilværelse i USA og sit forhold til Gud. Ved den lejlighed fik han hilst på sin gamle kollega James Rasmussen, som på det tidspunkt levede en stille og tilbagetrukket tilværelse i bydelen. Det blev et hjerteligt gensyn, og ved den lejlighed opfordrede “den gamle redaktør” James til at vende tilbage til scenen og genoplive de gamle Four Jacks sange. Han var godt nok lidt betænkelig, men lagde alligevel ud med en solokoncert i det tidligere Café Bella Notte på Brønshøjvej, og det gav den gamle cirkushest blod på tanden. Publikum elskede fortsat at høre de mange gamle slagere. Så James startede en ny epoke i sit showbizz-liv. Først med et nyt Four Jacks, men han fandt senere ud af, at det var nemmere med en trio, og som sådan har han nu kørt landet tyndt de seneste mange år. Oplev ham på søndag !

James Rasmussen Trio giver koncert i Kulturhuset Pilegården søndag den 27. november kl. 14.

James var som bekendt en fjerdedel af den hæderkronede sangkvartet Four Jacks, som blev dannet i 1956 af Poul Rudi og Otto Brandenburg. Kort efter kom John Mogensen til, og da Otto Brandenburg forlod kvartetten i 1958 for at gå solo, blev han erstattet af James Rasmussen.

ny-triofocus-press

I dag har James Rasmussen underholdt med sange af Four Jacks og John Mogensen i mere end tyve år. Han underholder publikum med de allerstørste radio-hits fra dengang, og fortæller undervejs anekdoter fra tiden. Med andre ord: Her er en enestående mulighed, for at høre og se den ægte vare og synge med på sange som Mandalay, Tom Dooley, Chaio Chaio Bambina, og Åh Marie A`ve`hjem te`dig.

James Rasmussen Trio var blandt de optrædende bands, da det spritnye museum for dansk rock, pop og ungdomskultur, Ragnarock åbnede tidligere i år. Trioen tæller to andre prominente musikere: Søren Engel på bas og vokal, samt Klaus Menzer på trommer og vokal. Søren Engel – (også bosat i Brønshøj) – er kendt fra blandt andet Delta Cross Blues Band, og Klaus Menzer er en af Danmarks mest benyttede trommeslagere. Sneakers, Sebastian og Lis Sørensen har blandt andre nydt godt af hans talent.

Har man lyst til at nyde en søndagsplatte inden koncerten, så koster den 100 kroner og serveres kl. 12.30-13.30. Madbilletter til 100 kr. købes separat og kun i forsalg. Koncertbilletter koster ligeledes 100 kr. og købes i forsalg på Pilegårdens hjemmeside.