Nytårshilsen til Brønshøj-Husum fra Christiansborg ..

                                               PeterSkaarup-portræt 2011

                      2015 var et utroligt år, men hård kuling venter forude

                              Af Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Endnu et år er ved at gå på hæld, og hvilket år det har været. Jeg ser tilbage på 2015 som et helt utroligt og skelsættende år både for mig, Dansk Folkeparti og Danmark. Ved folketingsvalget i juni gav danskerne Dansk Folkeparti en historisk stor opbakning, og den har jeg som retsordfører brugt til at få sat fokus på en strammere og mere retfærdig retspolitik. Vi hører gang på gang om voldsomme overfald, bandekriminalitet, salafister, som ikke vil indordne sig under Grundloven og terrorangreb, og jeg mener, at der skal sættes markant hårdere ind over for personer, som ikke kan opføre sig ordentligt eller ikke vil indordne sig under de danske værdier. Derfor er jeg personlig meget glad for, at Dansk Folkeparti fik øget antallet af politibetjente i politiforliget, som blev indgået i november på Christiansborg. For vi har brug for flere betjente på gaderne, i lokalsamfund, som er udfordret af parallelmiljøer, omkring grænsen og til at bekæmpe terrorisme. Jeg mener, at det er vigtigt, at der er ressourcer til synligt politi fx i Tingbjerg, som kan være med til at øge trygheden i området. Vi skal ikke acceptere, at bander hersker i Tingbjerg eller andre steder. Utryghed skal bekæmpes og jeg forventer, at en øget politistyrke kan forbedre trygheden i dagligdagen. Dansk Folkeparti fik desuden afsat 200 millioner til øget grænsekontrol i politiforliget, og jeg håber, at 2016 bliver året, hvor Danmark igen får grænsekontrol, så vi igen får styr på, hvem der befinder sig i Danmark og hvem der ikke skal ind.

Den 3. december sagde et flertal af danskerne klart nej tak til mere EU. Danskerne valgte at beholde vores retsforbehold og vores suverænitet på retsområdet i Danmark, og det er jeg meget glad for. Nu er regeringen gået i gang med at forhandle en parallelaftale på plads, så vi kan blive i Europol. Skulle det glippe, hvis EU stiller sig på hælene, inden foråret 2017, jamen så kan vi se frem til at folkeafstemning om at blive i Europol, og her vil jeg for første gang nogensinde anbefale et ja.

I 2016 fortsætter arbejdet for at få genindført grænsekontrol, få en strammere rets- og udlændingepolitik i landet og styrke velfærdssamfundet, så der er nok at tage fat på i det nye år.

Godt nytår til alle i 2700 Brønshøj