På søndag afholder Bellahøj Kirke sin sidste højmesse hjemme i en rum tid
Kirken flytter midlertidigt til Tomsgårdsvej
Menighedsrådsformand Lis Lynge ved indgangen til Bellahøj Kirkes domicil det næste års tid
– Glæden er stor i Bellahøj kirke over, at det er lykkedes at leje så velegnede lokaler, som vi har fundet på Tomsgårdsvej 19 st.tv., siger Lis Lynge, som er menighedsrådsformand i Bellahøj-Utterslevs Sogns Menighedsråd. Menighedsrådet var nemlig i lang tid på udkig efter egnede lokaler, der kan rumme kirkekontor og plads til præster og kirkens mange aktiviteter under den store til- og ombygning, som starter om ganske kort tid.
– Vi er meget glade for, at vi har kunnet indgå lejeaftale på lige netop disse lokaler, fortsætter Lis Lynge. – Bellahøj kirke bliver herved i sognet – i den yderste del af det tidligere Utterslev sogn. Det giver os mulighed for at komme i kontakt med den del af sognet på en ny måde. For det er ingen hemmelighed, at de negative stemmer, da Utterslev kirke blev solgt, netop gik på, hvordan menighedsrådet ville holde kontakten til hele sognet.
– Bellahøj kirke planlægger at flytte ind mandag den 18. januar. Derefter inviterer vi alle til at se de dejlige store og lyse lokaler, hvor morgenandagter, aftengudstjenester, børnegudstjenester og lørdagsgudstjenester kan foregå. Højmesser og kirkelige handlinger planlægger vi at holde i de nærliggende kirker i provstiet for en måned af gangen. På den måde fordeler vi ”belastningen” i nabokirkerne, så det ikke er én kirke, der ud over egne gudstjenester og kirkelige handlinger, skal rumme Bellahøj kirkes kirkelige handlinger. Præsterne er ved at lægge sidste hånd på beskrivelsen af, hvorledes Bellahøj kirke kan poppe op i andre sogne. Så snart det er på plads, vil vi komme med en nærmere beskrivelse af forløbet, slutter Lis Lynge.
Baggrunden for at kirken flytter
Utterslev kirke lukkede i september 2013, bl.a. fordi der var for store omkostninger forbundet ved at have to kirkebygninger og dobbelt personale i et sogn med en lav medlemsprocent. Medlemsprocenten er stadig lav, men trods det er det lykkedes at få flere til at bruge kirken. Ved de populære lørdagsarrangementer, hvor man både får gudstjeneste, middag og underholdning med i samme pakke, er det efterhånden svært at få plads til alle.
Inden for børneprofilen har man også haft held med at få flere børnefamilier til at gøre brug af kirken, f.eks. ved spagettigudstjenesterne.
Den nuværende Bellahøj kirke er uhensigtsmæssig bygget i forhold til at kunne rumme flere aktiviteter samtidig. Med midlerne fra salget af Utterslev kirke er det muligt at fremtidssikre kirkebygningen med en stor fleksibel sal, moderne køkkenfaciliteter og brugervenlige adgangsforhold. Alt i alt bliver der rum for kreativitet og vækst, som er altafgørende for en moderne, levende kirke.