Pyt med sejrenes størrelse når bare det ser fornuftigt ud

FODBOLD: Så fik Brønshøj spillet endnu en træningskamp, og igen med lovende takter. Godt nok blev Holbæk fra 2. division kun slået 2-0 i en ganske glimrende dyst, men der var så mange positive ting at hente fra de 90 minutter, at vi må konkludere, det hele ser fornuftigt ud.           

              DSC_0021 (640x417)

                           2700-netavisens Christian Haslund til træningskamp på kunsten i Tingbjerg               

I den sidste træningskamp, inden turen går til varmere himmelstrøg for spillerne, blev Holbæk besejret i en kamp, som Brønshøj sad solidt på.
Der var dog kun spillet et par minutter, før Holbæk fik chancen for at bringe sig foran, men en vågen Dannevang kom hurtigt ud af sit mål og fik forstyrret Holbæk-spilleren tilstrækkelig nok, så holdkammeraterne kunne nå hjem. Selv samme Dannevang måtte ud af feltet et par gange yderligere i løbet af de første 10 minutter, hvor han kom i vejen for dybdeboldene fra sjællænderne.

Godt 10 minutter inde i kampen fik Brønshøj deres første chance, da Jakob Andreasen trak forbi en Holbæk-spiller og gik til baglinjen, hvor han inde i feltet fandt Malte Kiilerich. Desværre fik Malte ikke ordentlig ram på bolden, som endte et stykke forbi mål.

                                                                             Foto: Henrik Haslund      

Efter16 minutter drev Mikkel Nøhr bolden frem i højre side, og inde på midten fandt han Jakob Andreasen, som fik muligheden for at afslutte, men uselvisk spillede han bolden videre til Oke Akpoveta, som sikkert kunne sparke bolden i et tomt mål.
Bare et par minutter senere fik Holbæk en gylden mulighed for at udligne. Dannevang måtte ud i fuld længde for at parere et hårdt frispark. Returen endte hos en Holbæk-spiller, men fra et par meters afstand fik han ramt bolden helt skævt, og BB-forsvaret kunne i stedet for sparke bolden til indkast.

Midtvejs i 1. halvleg fordoblede stadig farligere Akpoveta Brønshøjs føring, da Nøhr igen var kreatør bag målet. Han fik spillet bolden ud til Svenn Crone, som fra baglinjen, slog et fladt indlæg skråt tilbage, hvor Akpoveta med et resolut hug sendte bolden i mål. Hans syvende mål i syv kampe her i vinterpausen.
Han fik også bolden i mål til 3-0, da han fik hovedet på Nøhrs frisparksindlæg, men uheldigvis for nigerianeren blev der dømt offside.
I seneste træningskamp blev der skiftet hele otte spillere ind i pausen. Denne gang blev det kun til en enkelt udskiftning.

Efter pausen var hjemmeholdet i fuld kontrol, og spillede sig frem til enkelte chancer, mens Holbæk aldrig blev rigtig farlige.

Spillerne kan nu tage på en uges træningslejr i Spanien med tre sejre på stribe. I Spanien skal holdet bl.a. spille to træningskampe, inden FC Vestsjælland venter i DBU Pokalens kvartfinale d. 4. marts.

Opstilling:
Nicklas Dannevang – Svenn Crone, Mads Nielsen (57. Lars Emil Juel Andersen), Jesper Fleckner, Sebastian Grubak – Malte Kiilerich Hansen (57. Jakob Andreasen), Nuri Mustafi – Sebastian Lassen, Mikkel Nøhr Christensen, Jakob Andreasen (46. Aleksandar Lazarevic) – Oke Akpoveta (77. Jonas Skovengaard)