Så er det igen tid til, at børn og unge skal synge i Brønshøj Kirke

PigeKoret presse beach party

Sommerferien er ved at være forbi, og de mange aktiviteter der tilbydes rundt omkring er igen ved at vågne op efter sommerdvalen.

Derfor inviterer Brønshøj Kirkes Børnekor og Brønshøj Kirkes Pigekor igen til audition torsdag den 21. august mellem kl. 15.00 – 16.30 i Brønshøj Kirke.

Alle med lyst til at synge inviteres til at komme og synge for, hvis man har lyst til at deltage i et forpligtende, varmt og musikalsk korarbejde. Alle skal synge 1. vers af ”I østen stiger solen op”.

Kirkens organist Bente Kiil Toftegaard glæder sig til at se og høre nye sangglade børn og unge.

– I børnekoret er det for børn der går i 2. – 4. klasse, og dernæst er der mulighed for at synge i Pigekoret, som er for piger fra 5. klasse og opefter, forklarer organisten.

– Korene medvirker bl.a. ved koncerter og gudstjenester i Brønshøj Kirke, deltager i korstævner og tager på korlejre og udenlandsrejser. De unge sangere optræder også til den årlige tænding af juletræet på Brønshøj Torv. Pigekoret er allerede nu i gang med forberedelserne til deres turné til Letland sommeren 2015. Så det et aktivt korarbejde, med mange gode oplevelser sammen med musikken og kammeraterne, siger Bente Kiil Toftegaard og slutter: – Korsangerne lærer en masse om, hvad deres sangstemmer kan, lærer lidt om noder, synger mange herlige sange og både det klassiske og det rytmiske repertoire er med.

Hver onsdag eftermiddag øves der i Sognecentret, Præstegårdsallé nr. 5. Det er helt gratis, men meget kvalificeret musikundervisning. Til gengæld forventes det, at man deltager aktivt i korets arbejde og arrangementer.

Er man interesseret, kan man møde op til audition, og vil man høre mere, kan man kontakte korleder Bente Kiil Toftegaard. Yderligere oplysninger fås på Brønshøj Kirkes hjemmeside: www.bronshojkirke.dk.